Mit privatliv

Tomas Espedal dokumenterer sit liv gennem fotografier og tekst. Følsomt, mildt og sansende uden at blive privat.

Det virker selvmodsigende, at fotografiet med alle sine detaljer blot kan være en skitse, men det bliver det i Tomas Espedal alvorlige og milde portræt af sit privatliv.

Båret af fotografier og alligevel i et ganske kort format er ’Mit Privatliv’ noget af en genrehybrid. I sit væsen nærmest en coffetablebook, velegnet til flanørens vilkårlige opslag og granskning af portrætterne af forfatterens skrivebord, husene og børnene, og samtidig fremstår bogen egentlig mere som en lille lommevenlig digtsamling. Ligeledes er der et spil mellem titlen ’Mit Privatliv’, som nok kan anspore forventninger om slibrige detaljer og gnavende følelser, og den måde fotografierne og de kortfattede forklarende billedtekster med en mild alvor skitserer forfatterens liv med punktnedslag fra 1999 til 2014.

Det er en personlig skildring af forfatterens privatliv, som holder distancen, skildringen bliver aldrig privat. Følelserne er der i form af en mild melankoli, en lys lettelse – de bliver aldrig gnavende, slibrige eller rasende. Læseren får et glimt, en skitse, et billede, som man kan spejle sig i, som er almen nok til at være vedkommende, men bliver ikke lukket helt ind i det private, bliver aldrig bedt om at være med til at bære forfatterens sorg, raseri eller dele hans vellyst og nydelse. Det ville være uværdigt. Måske er det lige her, Tomas Espedals er allerstærkest og mesterlig, han formår at holde balancen og være følsom og sansende uden at miste værdigheden.