Velskrevet, velformuleret og velfungerende digt om velsignelsen og forbandelsen ved at være nybagt mor. Om den altopslugende kærlighed, der samtidig indgyder den største frygt.
Moderskab er heldigvis et tema, der aldrig bliver uvedkommende, aldrig går af mode og aldrig er entydigt. Flere og flere litterære stemmer blandet sig i koret af kvindelige forfattere, der på forskellige måder tegner et billede af dét at være mor i 2010´erne. Én af disse er Cecilie Lind, der med digtet ’Mit barn’ på poetisk facon beskriver den altovervældende glæde og den lige så altovervældende frustration, det er at føde og få et barn. Digtet er langt; det fylder hele bogen på 136 sider. Og jeg har lyst til at citere det hele!
Den unge kvinde, der i digtets begyndelse skrigende føder sin søn, bliver med et trylleslag ført ind i sin nye rolle som mor. En rolle, der både er en velsignelse og en forbandelse. Ophøjet og ganske profan på én og samme tid, som det fx er skildret her:
jeg må hjælpes på toilettet af to sygeplejersker
det er ydmygende og en ophøjelse
jeg er mor nu
alt er trone, selv det hvide porcelænssæde
jeg kan ikke tisse, det er et problem
det er vigtigt at sikre sig at min blære tømmes
Dobbeltheden er til at tage og føle på, og det er en befrielse, at der nu også sættes ord på, hvor forbandet hårdt det (også) er at blive mor. ”Jeg er så udmattet af kærlighed”, skriver den nybagte mor, og dét er essensen af dette digt: Aldrig nogensinde har man elsket så højt, og aldrig har kærligheden været mere angstprovokerende. Kan hun overhovedet klare det her? Hvad hvis hun kommer til at gøre skade på sit barn? Kan alle ikke se, hvor usikker hun er? Og hvorfor er det så svært at rumme sin kærestes omsorg?
Som en del af fortællingen flettes det ind, at kvinden tidligere har lidt af anoreksi, hvilket lægger yderligere en dimension til det billede af kvindekroppen, der tegnes via fødslen og tiden derefter. Den krop, der tidligere var kendetegnet ved at være udhungret, har alligevel evnet at bære og føde et barn, og hun er kroppen taknemmelig for det. At hun så samtidig ”… tisser pletter til lagenet, jeg har ikke været flittig nok med knibeøvelserne” viser blot endnu en dobbelthed ved kroppen og vidnesbyrdet om fødslen.
Når jeg i begyndelsen med begejstring skrev, at jeg har lyst til citere hele digtet, skyldes det, at Cecilie Lind i korte, præcise vendinger formår at mane nogle forståelige følelser frem, som man, kvinde eller mand, tror på. Hun er god med ord, den Lind. Især med ord om mor.
’Mit barn’ kan indholdsmæssigt sammenlignes med romanen Mor - En historie om blodet af Maja Lucas.
Kommentarer