Mios blues af Kristina Ohlsson

Endelig kom ’Mios blues’, fortsættelsen til ’Lotus blues’. Den er om muligt mere hæsblæsende og spændende end forgængeren. Martin Renner kommer endnu længere ud og presses til kanten.

Martin Benner fortsætter sin søgen, nu efter drengen Mio, som ingen ved hvor er. Der findes ingen billeder af Mio, så det komplicerer sagen yderligere. Mio er søn af Sara Texas, som havde en fremtrædende rolle i den forrige roman. Martin forsøger via forskellige kanaler at finde ud af noget om Mio, og kontakter blandt andet børnehaven, som Mio forsvandt fra.

Martins familie og datteren Belle er også her truet af den person, som kalder sig Lucifer. Der stilles mange krav til Martin, og pludselig anklages han endda for mord, fordi folk omkring ham forsvinder. Selvom han er uskyldig, kan han ikke bevise sin uskyld.

Der er rigtig mange mystiske forviklinger her, og det betyder desværre, at man har svært ved at få sammenhængene til at gå op i en højere enhed. Plottet er ellers rigtig spændende, det har måske ikke så meget med virkeligheden at gøre, men som læser er det svært, at slippe ’Mios blues’.

Romanen er bygget op i fire dele. Hver del starter med et maskinskrevet interview med Martin. Det giver fin indsigt i, hvor langt han kommer med sagen, og hvem der er involveret. Romanen kan ikke læses som et selvstændigt værk, synes jeg. Selvom der er et referat af ’Lotus blues’ først i bogen, så vil det være svært at danne sig et ordentligt overblik over de to sager uden først at have læst hele forængeren.

’Mios blues’ er – som sædvanlig fra Kristina Ohlssons hånd – spændende og velskrevet. Man bliver overrasket flere gange og får også lidt gys med, især den modbydelige Lucifer handler uventet og ubehageligt, så læseren sidder med hjertet oppe i halsen. Jeg følte mig godt underholdt hele vejen igennem bogen.