Her er et af litteraturens hovedværker om det moderne menneske, der har alle muligheder men ikke kan finde sit formål. Læs det hele, læs dele af den, og du er sikret en stor læseoplevelse.
Denne glimrende oversættelse af romanen udkom første gang i 1994-98, (på tysk i 1930 - 43) og den er absolut en af grundene til, at man som læser ikke skal vige tilbage for bogen. Sproget er ubesværet og letflydende. Hvad er det så for en størrelse, denne megaroman? Hovedskikkelsen er den moderne og ressourcestærke mand Ulrich, stedet er Østrigs hovedstad Wien lige før 1. Verdenskrigs udbrud.
Iøvrigt kan årstallet 1913 jo nemt minde mig om Florian Illies: Århundredes sommer, 1913. Selvom sidstnævnte omfangsmæssigt er en dværg i sammenligning, er den flydende og flagrende stemning omkring tidens sjæl og kultur ikke så ulig.
Naturligvis har jeg også læst den gode artikel her på Litteratursiden af Jakob Ladegaard om Musil og Manden uden egenskaber, og den var også medvirkende til, at jeg gav mig i kast med bogen.
Han skriver fx:
"Romanen har ikke en samlende idé, den vil blot trække tråde gennem det virkelige og tankemæssige liv inden for den valgte tid og rum"
Den skal altså ikke forstås som en fortælling, mere som en gengivelse af tendenser og tanker i en given tid.
I en omtale af bogen et andet sted står der også, at den indbyder til fragmentarisk læsning, man kan således få lige så tydelig en fornemmelse for bogens egenart, hvis man læser i den her og der, som hvis man arbejdede sig gennem de 1595 sider i streng rækkefølge. Den kan bruges som en essaysamling, alt mellem himmel og jord diskuteres, parforhold, livsglæde og -lede, livets mening, kærlighed, sex, moral, nationalisme, etc.
I Ulrich møder vi det moderne menneske, han har alle muligheder, men har samtidig frygtelig svært ved at finde en kurs, han flagrer rundt mellem ideerne. Nok siger titlen, at han ingen egenskaber har, jeg forstår det nærmere sådan, at han har de egenskaber/karaktertræk/holdninger, som det nu lige passer efter omstændighederne. Har vi ikke alle sammen mødt ham eller hende? Det er uendeligt mange gode citater at finde i denne roman, det vrimler med dem, og Musil er helt uventet (for mig i hvert fald) meget vittig, men på s. 1200 kommer et af de rigtig skarpe, hvor han taler med sin søster Agathe :
"..., at jeg aldrig har stået under en varig ide. En idé bør man elske som en kvinde. Være salig når man vender tilbage til den. Og man har den altid i sig. Og søger den i alt uden for sig! Sådanne ideer har jeg aldrig fundet".
Stakkels Ulrich, kan man jo kun tænke. Og det er heller ikke fordi han savner kvinder omkring sig, også der shopper han lidt rundt. Et af hovedtemaerne i bogen er, at man i Østrig vil fejre kejser Franz Joseph's jubilæum, det er den i bogen såkaldte "parallelaktion", fordi tyskerne vil nemlig også fejre deres kejser. Østrig skal vise, hvad de dur til. Krigen kom så i vejen, men det er jo en anden historie. Denne festkomite skal så finde den store samlende ide for riget, og det viser sig absolut ikke at kunne lade sig gøre (oplever vi forresten ikke også et land i den situation ?), og det giver lejlighed til mange, mange diskussioner om værdier og etik
Er det så en bog man som en "nogenlunde almindelig" læser kan gå i gang med også selvom man ikke er vant til at læse de "tungere" ting? Jeg ser mig selv som en helt almindelig læser, så ja, det kan man godt. Det kræver kun en smule disciplin og koncentration, der går mange ord til at beskrive noget, vi ellers ser i kortere form. Men tankerne bag er faktisk meget moderne. Det var en stor læseoplevelse, og jeg vil helt sikkert tage bogen ned af hylden en anden gang.
Originally published by Beth Høst, Litteratursiden.
Kommentarer