Af litteraturstuderende Jakob Ladegaard
Robert Musils (1880-1942) kaotiske liv og mangfoldige interesser er på mange måder et spejlbillede af både den tid, han levede i og den enorme og ambitiøse roman, han dagligt skrev på i tyve år uden at blive færdig: Manden uden egenskaber.
Han blev født i Klagenfurt i det nuværende Østrig, men voksede op i Brno, der nu ligger i Tjekkiet. Han begyndte på en militærkarriere, men afbrød den for at studere ingeniørvidenskab. Det færdiggjorde han imidlertid heller ikke. I stedet tog han til Berlin og studerede intet mindre end både filosofi, psykologi og fysik på universitetet. Disse studier gjorde han færdig, hvorefter han rejste til Wien, hvor han slog sig ned som forfatter, indtil han under 1. verdenskrig blev sendt til den italienske front. Herefter levede han i lange perioder et liv i armod og døde stort set glemt af offentligheden i Schweiz i 1942.
Manden uden egenskaber blev som sagt aldrig afsluttet. Fra 1930 til 1933 udkom de første tre bind, men det fjerde blev aldrig færdiggjort. Musil efterlod sig over 700 siders noter og næsten færdige kapitler. Disse blev arbejdet ind i Adolf Frisés nyudgave af romanen fra 1978.
Det er denne udgave, der ligger til grund for Karsten Sand Iversens fremragende danske oversættelse, udgivet på Gyldendal 1994-98. Denne udgave er altså så komplet som Musils roman bliver. Den indeholder de tre første bind samt de fundne skitser og kapitler til det uudgivne fjerde bind, i alt næsten 1300 sider!
Det kan lyde som en uoverskuelig mundfuld, og det er det også – Musils bog er ikke letlæst, den er fyldt med filosofiske, psykologiske, naturvidenskabelige betragtninger og billeder angående snart sagt hvilket som helst fænomen, der angår menneskets private og fælles liv. Når det er sagt, må man opfordre til alligevel at give sig i kast med projektet.
Der venter den beslutsomme og engagerede læser en oplevelse, hvis lige er svær at finde i romanens historie. Og det er bestemt ikke blot tørt; lange passager er vidunderligt morsomme: Musils ironi er uforlignelig. De fire bind er pakket med en nærmest encyklopædisk viden og menneskekundskab, enestående psykologiske portrætter, filosofiske overvejelser og miljøskildringer, der løber sammen i et fantastisk, myldrende og modsigelsesfyldt billede af tanker, traditioner, nybrud og liv i ét skæbnesvangert år i Wien (1913-14), lige før udbruddet af den krig, der skulle ændre det hele uigenkaldeligt.
Romanens hovedperson hedder Ulrich. Det er ham, der er manden uden egenskaber. Det vil ikke sige, at han ikke ved eller kan noget, tværtimod; han ved og kan så meget, at al denne modstridende, komplekse viden, alle de mulige modeller, ikke kan kondensere sig til en personlig kerne.
Han er et typisk moderne menneske i den forstand, at han ved noget om en masse ting, men ikke går til bunds i et bestemt emne. På den måde ligner han Musil selv. Ulrichs viden kan altså ikke blive hans egenskaber, men blot hans kend- og kundskaber. Han kan anskue en hvilken som helst sag fra mange vinkler, og derfor samtidigt komme til vidt forskellige konklusioner desangående, som han ikke umiddelbart kan vælge mellem. Derfor anlægger han en ironisk, tilbagetrukken attitude og forholder sig høfligt-kritisk til sine omgivelsers store planer og ideer, hvilket ofte giver anledning til meget morsomme dialoger og optrin.
Disse planer og ideer angår i særlig grad den såkaldte Parallelaktion. Det er nemlig kommet østrigerne for øre, at tyskerne vil fejre deres Kejsers jubilæum med stor pragt, hvorfor de vil komme dem i forkøbet og fejre deres Kejser Franz Joseph med endnu større pragt. Der nedsættes en komité, der skal udklække en plan for denne fejring, der ikke må afspejle mindre end en samlende idé for hele det habsburgske rige. Ulrich bliver involveret i denne komité og kan fra sidelinjen se ironisk til, mens den ene store idé efter den anden bliver præsenteret med begejstring, for siden modstræbende at blive fejet af bordet.
Læseren sander med Ulrich, at det østrig-ungarske dobbeltmonarki netop mangler en samlende idé, ganske enkelt fordi ingen tanke kan forbinde de tusindvis af hinanden modsigende kræfter, der er på spil i denne hybride nation plaget af grænseuroligheder og det interne magtopgør mellem en traditionel adelsstand, en fremskridtsvenlig borgerklasse og et underkuet proletariat, mellem religion og naturvidenskab, hævdvundne forestillinger og banebrydende tænkere som Nietzsche og Freud.
Denne figur er en parallel til Ulrich som person, der jo netop også mangler denne samlende, forbindende idé. Derved bliver Ulrich et billede på den nye tids ånd eller mangel på samme. Denne nye tids ånd får også sin udformning i en anden metafor, nemlig residensbyen Wien, hvor handlingen i store dele udspiller sig.
Wien bliver i bogens indledning beskrevet som et netværk uden centrum, et energisk felt af modgående, skiftende, kaotiske bevægelser spættet af små lakuner af stilhed. Wien er det perfekte billede på den moderne tilstand, Musil fremskriver.
Det er på den ene side en moderne storby med banker, biler og stormagasiner, men på den anden er den kongens by, det århundred-gamle centrum for det stolte habsburgske rige, hvis feberenergiske dødskramper bogen beskriver så fremragende. Wien, rigets knudepunkt, er i sig selv dybt splittet af tusind revner, retninger, skæbner og ideer og bliver således det perfekte billede på riget som sådan, dets indbyggere og åndelige liv.
Grunden til, at Musils roman aldrig blev færdig og nok aldrig kunne færdiggøres er, at den indoptager romanens tema i sin form. Romanen har ikke en samlende idé, den vil blot trække tråde gennem det virkelige og tankemæssige liv inden for den valgte tid og rum. Men stoffet er principielt uendeligt, og man kan beskrive begivenhederne fra alle mulige vinkler, der er lige gyldige.
Ofte vælger Musil ikke, men lader to forskellige beskrivelser stå side om side. Ved dette sammenstød iscenesætter han også samtidens vaklen mellem forskellige verdensbilleder og hinanden udelukkende og dog samtidigt eksisterende forklaringsmodeller. Således beskrives vejret i bogens første afsnit på to måder; først strengt meteorologisk, dernæst med en vending, der betegner det samme, skønt på en mere gammeldags manér: ”Det var en smuk augustdag i 1913”.
Musils roman er et netværk uden centrum, ligesom den evigt rejsende og alsidigt interesserede Musil selv, ligesom Ulrich, ligesom Østrig-Ungarn, ligesom Wien. Musil ville intet mindre end at nedfælde denne moderne tilstand med alle dens komponenter. Derfor blev han aldrig færdig, men det fragment, han efterlod sig, er utroligt i sig selv. Ingen kan undgå at blive væsentligt klogere ved at læse det. Og ingen kan i den tids Wien, i Ulrich og romanens andre figurer, der alle inkarnerer forskellige verdenssyns styrker og svagheder, undgå også at se sig selv og vor tids Europa.
Kommentarer