Kristian Bang Foss går nye veje med en underfundig, brutal og meget velskrevet episk bronzealderroman.
Der findes ikke mange danske romaner om bronzealderen, men det hul har forfatteren til den populære Frank vender hjem fyldt ud med 'Manden der bar solen'.
I romanen møder vi den aldrende høvding for stammefolket Hulterne, der bor ved Limfjorden, Bernon, og hans tvillingesønner, Haudon, og den egentlige hovedperson, Raudon. Familien har af overlevelsesmæssige grunde stærk familiemæssig tilknytning til to stammer nord og syd for deres område, og de to sønner er delvist vokset op i disse stammer. Hvad der i første omgang er en fornuftig strategi for at skabe fred med de omgivende stammer viser sig problematisk, når man har to gode unge bud på en kommende høvding.
Da Raudon som voksen vender tilbage til sin egentlige familie, hvor hans far skal finde ud af, hvem af de to sønner, der skal arve tronen, går startskuddet til en forrygende, nervepirrende, blodig, passioneret historie om magt og overlevelse i et miljø med begrænsede ressourcer, særligt af den bronze, som er så vigtig for stammernes særprægede ofringer til solen. Det hele kompliceres yderligere af, at Raudon også forelsker sig i enken, Thunran, lige før han er hjemme igen, for han er naturligvis allerede lovet væk til en høvdingedatter i spillet om at sikre stammens overlevelse.
Kristian Bang Foss' hidtidige kendetegn som forfatter er hans evne til at skildre absurde situationer humoristisk, og særligt i begyndelsen af 'Manden der bar solen', bruger han den evne til at give læseren mulighed for at leve sig ind i Raudon og de øvrige hovedkarakterer. Som fx da Hraudon må lade som om den store høvding, faren Bernon, har styr på ”høvdingerækken”, og de to søskende, Raudon og søster Alidan, godt ved, at han roder rundt i det.
Sidenhen slippes humoren for en mere handlingspræget fortælling, hvor Raudon rejser meget på floderne gennem Tyskland og er på togt i Norden for at få sin store plan for at sikre stammens overlevelse til at lykkes. En plan, der er glimrende gennemtænkt og forklaret af forfatteren og involverer giftmord og vækker mindelser om de helt store fortællinger af Shakespeare og Tolkien.
Der er altid en risiko ved at bevæge sig væk fra en sikker grund og mod nye fortællinger og virkemidler. Kristian Bang Foss lykkes flot med det i sit bud på en bronzealderroman, hvor menneskelig underfundighed og genkendelse parres med det helt store episke, rystende, blodige tronfølgerdrama.
Detaljeringsgraden i researchen og sproget i 'Manden der bar solen' er stærkt. For nutidige læsere ses groteske ritualer og blodige slag på floder og land skarpt, som var det en film, og mere følsomme optrin mellem ægtefæller og fædre og sønner brænder også stærkt igennem. Enkelte af Kristian Bang Foss' læsere vil nok blive skuffet, mens de historieinteresserede vil begejstres over at få et så velskrevet og poetisk bud på den fjerne histories store dramaer og ritualer.
Kommentarer