Skildringen af den sammenbragte families skrøbelige verden, pumpet med forestillinger om lykke, vil mange nok kunne genkende. Desværre er et af romanens hovedspor overfladeramt.
Vibe er sidst i tyverne. Hun er solomor til Lærke på fire. Og så er der Adam: Vibes kæreste. Godt udgangspunkt i den sammenbragte virkelighed, mange af os lever i. Bare det dog ikke havde været så klaustrofobisk at skulle følge med i Adams og Vibes forhold. Bare jeg kunne være blevet lidt længere i bogens fine, retrospektive kapitler.
’Mand og barn’ er bygget op om dén charterferie, Adam har givet Vibe. Turen går til Egypten og resortet ”Magic Life”. Skeptisk? Ja, det er Vibe, men hendes håbefulde hjerte blødgøres af bookingoverskriften ”familieferie”.
Alt uden for Magic Life: øde, tørt og trist. Alt indeni: frodigt, farverigt og med en voldsom aktivitetsappel. Pools i lange baner, diskoteker, open air-bio og mulighed for en lang række tilkøbsaktiviteter. Var det noget med en dykketur, eller måske en tur på kamelryg?
Det klæder bogen, at Vibes modvilje mod Magic Life og charterkonceptet står klart fra bogens begyndelse, men den kunne godt have været mere udforsket: ”Jeg er vant til solskinsvejr, som folder sig ud sammen med årstiden. Det virker, som om sommeren her har varet i hundrede år.”
Kapitlerne om Magic Life svømmer på lavt vand. Måske er det et bevidst stilistisk valg, men ikke desto mindre mangler jeg noget. Det er ikke nok at høre om Vibes irritationsøjeblikke – f.eks. over Adams voldsomme tøjvalgsseancer og selvdyrkelse eller over hans mange Lærke-uopmærksomhedsøjeblikke. Jeg føler mig underfodret i Vibe og Adams dialoger, der ofte er lænket til faste vendinger og bumper ind i ordvalg, som de virker for unge til. Ikke mange i tyverne ville bruge udtryk som ”nåda!” eller spørge ”til hvad dog?”. Jeg får lyst til at ruske op i Vibe og fortælle hende, at hun skal komme videre sammen med Lærke og dyrke det fine bånd, de to har.
Heldigvis kan jeg mærke tyngden, de store følelser og oprigtigheden i de retrospektive kapitler, der sladrer om en tid før Adam og endda før Lærke. Her får jeg endelig lov til at lære Vibe bedre at kende. Jeg ved nu, at hun arbejder i kommunikationsafdelingen og som kustode og guide på et teater. At Lærkes far var et one-night-stand uden ønske om at tage del i barnets liv. At Vibe vil vise, at hun og Lærke kan selv, samtidig med at en familielivshigende murren begynder at fylde. At Vibes veninder er støttende, men også sommetider smerteligt uvidende om moderskab. At Vibes mor og far er varme mennesker, som hun har et godt forhold til.
Fødslen beskrives i rørende, væske- og detaljerige passager. Med et spædbarn i armene bliver Vibe pludselig afhængig af sine forældre, men afhængigheden krølles af Vibes samtidige behov for at være selv sammen med Lærke, så de sammen kan være frie, navnemetaforiske fugle … Dette paradoks står så fint, stolt og lysende i bogen. Det samme gør de sprogbilleder, der dukker op af og til: ”Skyerne hænger som tanker over hustagene. En due flyver op og starter en kædereaktion, hundrede vinger flakser i luften.” Og familieømhed fanget i én skøn sætning: ”Det lille baghoved mellem deres solbrune ansigter med de hvide rynker, jeg sank.” Eller Adam præcist spottet på et bussæde: ”(…) men han sover ikke. Hans ansigt er stadig for voksent.” Mere af det, tak.
Kommentarer