Formen overskygger, og mange af digtene falder til jorden som blade ved årstidsskiftet. Men i ny og næ formår en strofe at hænge fast – også i bevidstheden.
Der er en ro over at lave en collage. At foretage den samme bevægelse igen og igen. At klippeklistre indtil uforbundne elementer udgør en mærkelig helhed, der for hver tilføjelse giver et nyt og anderledes blik. Rolf Sparre Johansson har med ’Lysets jord’ været i gang med saks og lim og lavet en collage af digte, der bærer på en sådan trancetilstand i sin gentagelse.
’Lysets jord’ er udformet af digte, der alle indeholder fem vers, der bliver gentaget på hver side, samtidig med at være konstant udviklende. Ved hvert sideskift forsvinder nemlig første vers, andet vers indtager dennes position, og således forløber systemet hele vejen ned igennem digtet til dets sidste vers, der optræder for første gang for læseren.
”det er en god følelse
som et smugkig fra månen
året har et stort ansigt, og jeg glæder mig til det lille ansigt
jeg skal være mit eget barn
nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej
som et smugkig fra månen
året har et stort ansigt, og jeg glæder mig til det lille ansigt
jeg skal være mit eget barn
nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej
jeg er så nervøs”
Man bliver vugget igennem digtenes gentagende form, der understreger den rutineprægede hverdag, som jeget bemærker, men formen fungerer også som et brud på den rastløshed, som jeget bærer. Værket opererer ikke med et kontinuerligt eller konstant jeg, men derimod et jeg, der er konstant skiftende. Det skifter, ligesom planeten: ”solen skinner, og det regner og sner”, selv i sin form, hvor jeget både kan være menneske og natur på samme tid:
”hvor mange år tager det at blive et bjerg
jeg vil vokse mig stor
jeg skal trække vejret på ubestemt tid
fastgjort til planeten
som et brændende træ”
Jeget er ikke afgrænset til sin tilstand som menneske, det kan strække sig udover normaliteten og brede sin eksistens og følger således digtene, der blander det lille liv med det store verdensrum i et møde mellem to vers, der på den ene side løfter digtsamlingen, men på den anden side understreger den følelse af tilfældighed grænsende til ligegyldighed, som jeg oplevede under læsningen pga. digtsamlingens formsystem. På den positive side indkapsler versenes mærkelige sammenblanding glimrende jegets rast- og rodløshed, og formen bliver i dens gentagelse en måde for jeget at holde fast i dét øjeblik, det tager at læse et vers fra dets første optræden til dets forsvinden.
Selvom Rolf Sparre Johansson formår at levere smukke vers, som de rigtige steder bibringer smukke strofer og udfører en finurlig tanke om en collage af sindstilstande, overskygger formen digtenes mulige storhed. Digtsamlingen bliver et stilistisk projekt, der til tider fungerer, men andre steder bliver for meget form og for lidt følelse, og jeg er desværre ikke formelsker nok til helt at kunne være med på dén.
Kommentarer