Anmeldelse
Lyset skinner i Mørket af Kjeld Laursen
Værkerne er med, men det handler om mennesket, i Laursens spændende og nære skildring af Dostojevskijs personlige liv.
”Dokumentarisk roman” står der på omslaget til Kjeld Laursens nye bog ’Lyset skinner i mørket’, som handler om den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij. Og selv om jeg må indrømme, at jeg aldrig har læst en bog, der bekendte sig til genre før, genkender jeg stilen fra film som ”Ray” og ikke mindst ”Walk The Line”, hvor Joaquin Phoenix skildrer Johnny Cash, så man glemmer, det ikke er en dokumentar, man ser.
I 'Lyset skinner i mørket' gør Kjeld Laursen noget lignende med Dostojevskij ved at blande biografiske detaljer med dramatiseringer af enkeltstående situationer. Og det fungerer for det meste godt. Laursen holder en ganske udmærket, temmelig Dostoevskij’sk stil i sit sprog hele vejen, men desværre brydes illusionen et par gange af en mangelfuld redigering, der har efterladt inkonsekvente smuttere som ’Klokken 12 kom han hjem, og klokken et blev middagen serveret’ og ’måske var der en udvej for en gang for alle at slippe ud af denne evige gæld’.
Det er ganske vist ikke meningsforstyrrende brølere eller deciderede fejl, men de var nu og da med til at få teksten til at springe i øjnene på en ikke så heldig måde. Dog langt fra altid. Jeg læste ofte hen over sproget, og det betragter jeg dels som Dostojevskijs egen fortjeneste, fordi han havde så spændende et liv, men en stor del af æren tilfalder også Laursen for at have valgt mange interessante aspekter og episoder ud af et rigt liv og skrevet dem så man føler en vis grad af retning og dramatisk struktur i fortællingen. På den måde er romanen vellykket.
Historien slutter, som de fleste nok havde anet, med hovedpersonens død. Men derefter optræder der en epilog – ”En måned efter begravelsen” - som jeg ikke helt kunne finde nogen årsag til. Den handler hverken om Dostojevkijs eftermæle eller om hans efterladte – som ellers også lagde op til at kunne blive en heftig fortælling – men om Tzaren og begyndelsen på enden for det russiske monarki. Det kom til at fremstå som en lige lovligt subjektiv nostalgi fra en fan af perioden, noget jeg slet ikke havde behov for at få serveret så eksplicit efter at have læst de forudgående 364 sider, hvor det samme skinner igennem.
Selv om det helt ubetinget har været et vigtigt vendepunkt i verdenshistorien, forvirrede det mig som læser: Var hele bogen i virkeligheden om Tzardømmet?
Man kan mene hvad man vil om forfatterbiografier, men ud over de to nævnte irritationsmomenter - de sproglige smuttere og den umotiverede epilog - synes jeg godt om bogen. Den gav mig lyst til at læse Dostojevskij og andre af de såkaldt tunge russeres forfatterskaber fra ende til anden. Og det vil jeg takke forfatteren mange gange for.
Værkerne er med, men det handler om mennesket, i Laursens spændende og nære skildring af Dostojevskijs personlige liv.
”Dokumentarisk roman” står der på omslaget til Kjeld Laursens nye bog ’Lyset skinner i mørket’, som handler om den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij. Og selv om jeg må indrømme, at jeg aldrig har læst en bog, der bekendte sig til genre før, genkender jeg stilen fra film som ”Ray” og ikke mindst ”Walk The Line”, hvor Joaquin Phoenix skildrer Johnny Cash, så man glemmer, det ikke er en dokumentar, man ser.
I 'Lyset skinner i mørket' gør Kjeld Laursen noget lignende med Dostojevskij ved at blande biografiske detaljer med dramatiseringer af enkeltstående situationer. Og det fungerer for det meste godt. Laursen holder en ganske udmærket, temmelig Dostoevskij’sk stil i sit sprog hele vejen, men desværre brydes illusionen et par gange af en mangelfuld redigering, der har efterladt inkonsekvente smuttere som ’Klokken 12 kom han hjem, og klokken et blev middagen serveret’ og ’måske var der en udvej for en gang for alle at slippe ud af denne evige gæld’.
Det er ganske vist ikke meningsforstyrrende brølere eller deciderede fejl, men de var nu og da med til at få teksten til at springe i øjnene på en ikke så heldig måde. Dog langt fra altid. Jeg læste ofte hen over sproget, og det betragter jeg dels som Dostojevskijs egen fortjeneste, fordi han havde så spændende et liv, men en stor del af æren tilfalder også Laursen for at have valgt mange interessante aspekter og episoder ud af et rigt liv og skrevet dem så man føler en vis grad af retning og dramatisk struktur i fortællingen. På den måde er romanen vellykket.
Historien slutter, som de fleste nok havde anet, med hovedpersonens død. Men derefter optræder der en epilog – ”En måned efter begravelsen” - som jeg ikke helt kunne finde nogen årsag til. Den handler hverken om Dostojevkijs eftermæle eller om hans efterladte – som ellers også lagde op til at kunne blive en heftig fortælling – men om Tzaren og begyndelsen på enden for det russiske monarki. Det kom til at fremstå som en lige lovligt subjektiv nostalgi fra en fan af perioden, noget jeg slet ikke havde behov for at få serveret så eksplicit efter at have læst de forudgående 364 sider, hvor det samme skinner igennem.
Selv om det helt ubetinget har været et vigtigt vendepunkt i verdenshistorien, forvirrede det mig som læser: Var hele bogen i virkeligheden om Tzardømmet?
Man kan mene hvad man vil om forfatterbiografier, men ud over de to nævnte irritationsmomenter - de sproglige smuttere og den umotiverede epilog - synes jeg godt om bogen. Den gav mig lyst til at læse Dostojevskij og andre af de såkaldt tunge russeres forfatterskaber fra ende til anden. Og det vil jeg takke forfatteren mange gange for.
Kommentarer