Lysende mørke

Carsten Müller Nielsen er en mester til at beskrive det usagte og tegne autentiske portrætter af mennesker, der ikke rigtigt kan få greb om livet.

'Lysende mørke' er en cirkulær fortælling med centrum i den flegmatiske Paul, som man på nært hold følger gennem hverdagene med hans lille datter Astrid, og den gnist hans liv ubevidst tilføres i de sporadiske besøg fra Karen, Astrids mor. Besøg der oftest handler om manisk sex, og som efterlader følelser af desperation.

En dag, hvor Paul sidder sammen med kammeraten Toke og ryger pot, registrerer han nærmest ved et tilfælde, at hans samlever og mor til deres lille pige er rejst sin vej. Paul får taget sig sammen til at sørge for Astrid, og fra nu af går dagene med hverdagens gøremål, mens han uden held ringer til Karen.

Paul tænker tilbage på sin barndom, da hans far flyttede fra dem og efterfølgende boede med forskellige kvinder med og uden børn, som Paul ikke havde den fjerneste lyst til at lære at kende. Men det værste var, at farens lugt blandede sig med lugtene fra dem, han boede med, så det var svært for Paul at have ham for sig selv. Da Paul møder Karen, bliver deres forhold hurtigt intenst, men efter kort tid, begynder hun at komme og gå uden et ord. Derfor lader Paul blot livet gå videre, da hun endnu engang forsvinder.

Karen kommer tilbage til Paul og Astrid efter et par år, men rejser hurtigt igen og sender dem derefter indimellem postkort fra forskellige steder i verden uden at opgive sin adresse. En dag noterer Paul sig, at han ikke længere kan huske hendes ansigt. Da hun kontakter ham igen, flyder savnet af hende sammen med savnet af hans far, og Paul ved ikke længere, hvad han føler.

Paul stiller ingen krav til Karen, selvom det virker som om, hun bare passerer ind og ud af hans liv efter forgodtbefindende. Efter en barndom med omsorgssvigtet kræver Paul ikke meget af livet. Han har et distanceret og uopmærksomt forhold til verden og lever en stille og ensom tilværelse, hvor han arbejder hårdt for at få hverdagen som enlig forsørger til at hænge sammen.

Carsten Müller Nielsen er vidunderlig til at tegne autentiske portrætter af mennesker, der ikke rigtigt kan få greb om livet, men som betragter verden fra en togvogn, der kører gennem et landskab af sær ensartethed og gentagelser. Han skriver skarpt, men med megen blødhed og i rammer, der er fyldt med genkendelighed.