Hvorfor spejles Anden Verdenskrigs ødelæggelser ikke i den tyske litteratur? Tankevækkende og litterært udfordrende essays. Læs dem!
For længe siden havde jeg en anden bog af Sebald i hånden, Saturns ringe, der handler om en reflekterende vandring i Suffolks mere øde egne. Jeg kiggede lidt i den, og den kom tilbage på hylden. Det kom jeg i tanke om, da jeg havde læst en del i denne samling, og jeg besluttede, at den bog måtte jeg have fat i igen. Det var dog en speciel skribent.
Denne forfatter havde (desværre omkom han i en trafikulykke for tretten år siden) et sjældent talent for at formidle lidt sværere teorier på en inspirerende og forståelig måde. Man føler sig nærmest blive klogere undervejs. Nærværende bog er en let omskrivning af nogle forelæsninger, som Sebald holdt i Zürich i 1997. Bogen afsluttes desuden af en glødende kritik af litteraten Alfred Andersch, der gemte på noget fascisme under sin selvpromovering.
Hvorfor afspejles de grufulde ødelæggelser i de tyske byer under de allieredes bombninger ikke i litteraturen?, spørger Sebald. Er det en fortrængning? De kilometerhøje ildstorme, der udslettede titusinder i de byer, det gik ud over og skabte store flygtningeskarer, den målrettede ødelæggelsesmetodik, som englænderne praktiserede - hvorfor møder vi ikke i skildringer heraf i den tyske litteratur i årene efter krigens ophør?
Sebald savner en ”ødelæggelsens naturhistorie”, og han skriver i indledningen, at tyskerne i dag er et påfaldende historieblindt og traditionsløst folk. Hvordan bearbejder man et traume, som ens eget land er årsag til? Selvbilledet kan ikke udstyres med den bekvemme offerrolle. Den oplever vi jo da hele tiden i de aktuelle ofte blodige kriser, der er rundt omkring på kloden.
Det er udfordrende, men alligevel letlæselig essaykunst.
Originally published by Beth Høst, Litteratursiden.
Kommentarer