Den bevægende historie om Jacques Austerlitz, manden uden fortid, og om hvordan hans søgen efter sin egen historie også afdækker en del af Europas historie under 2. verdenskrig.
Den bedste anbefaling, man kan give en bog med på vejen, er ofte at "jeg læste den i et hug, jeg kunne ikke lægge den fra mig". Dette er også tilfældet med det, der skulle blive W.G. Sebalds sidste bog, "Austerlitz", men ikke helt som man normalt læser sætningen. "Austerlitz" kræver tid og fordybelse, den kræver kort sagt sin læser. Men giver man bogen tid, får man en stor læseoplevelse.
Fortælleren møder ved et tilfælde bygningshistorikeren Jacques Austerlitz i Salle de pas perdus, ventesalen på Hovedbanegården i Antwerpen, og gennem en række tilfældige og senere planlagte møder får han Austerlitz’ sælsomme historie: Først da denne walisiske præstesøn skal op til afsluttende eksamen på den engelske kostskole, får han at vide, at han ikke skal skrive Dafydd Elias, men Jacques Austerlitz på eksamenspapirerne. Rektor fortæller ham, at han ankom til England med en børnetransport fra Tjekkoslovakiet i 1939, men ingen kender hans baggrund.
Den allerede tænksomme og indesluttede dreng bliver endnu mere indadvendt og knytter kun få bekendtskaber, og han famler selvfølgelig med spørgsmålene "Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Hvorfor blev jeg sendt hjemmefra?" Han er bl.a. meget optaget af Tre-kejserslaget, slaget ved den tjekkiske by Austerlitz i 1805, hvor Napoleon I vandt en af sine største sejre.
At forfatteren lader fortælleren møde Austerlitz i Salle de pas perdus, de tabte fodspors sal, er ikke tilfældigt. Hans fortælling, der strækker sig over mange år, handler om at finde tilbage i de fodspor, han ikke husker at have taget. Langsomt rejser han tilbage gennem sin og Europas historie, der er uløseligt sammenvævet. Hukommelsen og identiteten generobres.
Det er en gribende historie, og selv om sproget kan virke tungt - lange snørklede sætninger, omvendt ordstilling, mange fremmedord og fagtermer, ingen nye afsnit og kun få umærkelige kapitler - er det en nydelse at læse. De manglende afsnit opvejes til fulde af en klar og tydelig typografi. Den refererende stil passer til historien, fortælleren fortæller læseren en historie, som han har fået fortalt af en anden, der ofte selv har fået den fortalt; den giver bogen et anstrøg af melankolsk søgen.
Romanen er illustreret med små gnidrede sorthvide fotografier uden forklaring, men som knytter sig til teksten. De giver bogen et dokumentarisk præg, hvilket også er tilfældet med "De udvandrede", den anden af forfatterens bøger, som er oversat til dansk. Også en meget læseværdig bog.
"Austerlitz" er en meget forunderlig bog, som jeg vil vende tilbage til. Jeg kan anbefale, at man læser den en regnvejrsdag, hvor melankolien kommer til sin ret, og at man læser den i store bidder.
Læs den! Læs den langsomt! Nyd den! Dvæl ved den!
Kommentarer