Anmeldelse
Livshistorien af Dorthe Kirkegaard Thomsen
Livshistorier som for eksempel Kurt Westergaard og Harry Potters er med til at danne rammerne for, hvordan vi fortæller historier om os selv.
Hvad betoner du, når du fortæller din livshistorie til andre? Og hvad forbigår du i tavshed? Hvad er vigtigst for dig - at fremstå succesfuld eller venlig, som en god mor eller en gambler? Det er spørgsmål som disse, man må stille sig selv, når man har læst ’Livshistorien’ af Dorthe Kirkegaard Thomsen.
Dorthe Kirkegaard Thomsen beskriver, hvordan vi danner vores livshistorie på baggrund af vores erindringer. Den fortæller noget om, hvilke valg vi har truffet, og mål vi har haft gennem livet. Hvad der er vigtigt for os - og i sidste ende, hvem vi er, og hvordan vi er blevet sådan.
Selvom der ikke er mange, der har en videnskabelig indgangsvinkel til livshistorier, er der rigtig mange, der interesserer sig for dem. Især kendte menneskers. Bare se på dit nærmeste folkebiblioteks samling af erindringer og biografier (de står under 99.4). Andre menneskers livshistorier kan nemlig også have indflydelse på vores fremtidige liv. Thomsen giver eksemplerne Harry Potter og Kurt Westergaard. Selvom Harry Potter jo er en opdigtet person, kan hans historie, så vel som Kurt Westergaards, vise os noget om, hvad det vil sige at være menneske. Og deres historier kan få store konsekvenser for hvilke valg, vi træffer i livet.
En af de mere interessante pointer i bogen er, at den livshistorie, vi fortæller om os selv, ikke bare er et resultat af vores hidtidige liv. Fortællingen af livshistorien er også med til at forme vores selvforståelse fremover. Desværre synes jeg ikke, Dorthe Kirkegaard Thomsen skelner skarpt nok mellem begreberne livshistorie og erindring. For er det reelt én sammenhængende historie om vores liv, der påvirker vores fremtidige færden? Eller er det ”bare” summen af vores erindringer? Hvor ofte har almindelige mennesker mulighed for at fortælle mere end blot små livshistoriebidder til andre? Og har deres reaktion på historien ikke næsten lige så stor betydning for fortællingen, som vores egne værdier har?
’Livshistorien’ anbefales til dem, der arbejder med egne eller andres erindringer og vil vide mere om, hvad der sker, når vi begynder at fortælle om os selv.
Livshistorier som for eksempel Kurt Westergaard og Harry Potters er med til at danne rammerne for, hvordan vi fortæller historier om os selv.
Hvad betoner du, når du fortæller din livshistorie til andre? Og hvad forbigår du i tavshed? Hvad er vigtigst for dig - at fremstå succesfuld eller venlig, som en god mor eller en gambler? Det er spørgsmål som disse, man må stille sig selv, når man har læst ’Livshistorien’ af Dorthe Kirkegaard Thomsen.
Dorthe Kirkegaard Thomsen beskriver, hvordan vi danner vores livshistorie på baggrund af vores erindringer. Den fortæller noget om, hvilke valg vi har truffet, og mål vi har haft gennem livet. Hvad der er vigtigt for os - og i sidste ende, hvem vi er, og hvordan vi er blevet sådan.
Selvom der ikke er mange, der har en videnskabelig indgangsvinkel til livshistorier, er der rigtig mange, der interesserer sig for dem. Især kendte menneskers. Bare se på dit nærmeste folkebiblioteks samling af erindringer og biografier (de står under 99.4). Andre menneskers livshistorier kan nemlig også have indflydelse på vores fremtidige liv. Thomsen giver eksemplerne Harry Potter og Kurt Westergaard. Selvom Harry Potter jo er en opdigtet person, kan hans historie, så vel som Kurt Westergaards, vise os noget om, hvad det vil sige at være menneske. Og deres historier kan få store konsekvenser for hvilke valg, vi træffer i livet.
En af de mere interessante pointer i bogen er, at den livshistorie, vi fortæller om os selv, ikke bare er et resultat af vores hidtidige liv. Fortællingen af livshistorien er også med til at forme vores selvforståelse fremover. Desværre synes jeg ikke, Dorthe Kirkegaard Thomsen skelner skarpt nok mellem begreberne livshistorie og erindring. For er det reelt én sammenhængende historie om vores liv, der påvirker vores fremtidige færden? Eller er det ”bare” summen af vores erindringer? Hvor ofte har almindelige mennesker mulighed for at fortælle mere end blot små livshistoriebidder til andre? Og har deres reaktion på historien ikke næsten lige så stor betydning for fortællingen, som vores egne værdier har?
’Livshistorien’ anbefales til dem, der arbejder med egne eller andres erindringer og vil vide mere om, hvad der sker, når vi begynder at fortælle om os selv.
Kommentarer