Deborah Levys beretning om sin skilsmisse er en fantastisk smuk, tørt morsom og tankevækkende historie om livskrisens frisættende potentiale.
Da Deborah Levy er i halvtredserne og bliver skilt, flytter hun med sine døtre fra familiens smukke byhus til en slidt lejlighed i en slidt bydel. Om vinteren står varmen ofte af, så der er nærmest arktiske temperaturer indenfor. Den frodige have, som Levy har brugt to årtier på at opbygge omkring byhuset, er nu erstattet med en mikroskopisk altan, og der er ikke plads nok til alle tre i lejligheden, da slet ikke nok til at Levy kan arbejde på de romaner, som hun skal forsørge dem med. Løsningen på det sidste problem bliver, at hun lejer et skur i en venindes baghave, hvor hun mellem en prustende fryser og en urne med asken fra venindens hund indretter sit arbejdsværelse.
Ud af denne sørgelige situation, som Deborah Levy alligevel er en mester til at se det tragikomiske i, vokser noget smukt: en ny frihed. Levy er en kernefamilie og mange ejendele fattigere, men hun er fri af husmoderrollens snærende bånd og kan nu definere, hvordan hun så vil være kvinde. Mens hun iklædt silkenatkjole forsøger sig med VVS-arbejde i den faldefærdige lejlighed, melder tanken sig:
”Nu hvor jeg ikke længere var gift med samfundet, var jeg på vej til at blive noget andet, blive til en anden. Men til hvad og til hvem? Hvordan kunne jeg beskrive denne mærkelige følelse af at blive skilt ad og sat sammen på ny?”
Deborah Levy siger farvel til samfundets idealisering af kernefamilien, og fra dette sted i sit liv reflekterer hun over, hvordan normerne for kvindelighed reducerer husmoderen til et spøgelse, en usynlig behovsopfylder for mand og børn. Nu, hvor hun med arbejdsværelset i skuret har fået a room of her own, genkalder hun sig med undren situationer, hvor mandlige bekendte konsekvent har omtalt deres hustruer uden navn, blot som deres funktion, ”min kone”, og de adskillige situationer hvor mænd har talt hen over, afbrudt og i det hele taget slet ikke registreret hende eller andre kvinder som mennesker med noget at sige. Den slags har hun ikke længere tålmodighed til.
’Livets omkostninger’ er bind to i Deborah Levys utraditionelle erindringstrilogi, men den kan sagtens læses selvstændigt. Med trilogien er Levy, som ellers var mig helt ukendt for kort tid siden, lynhurtigt blevet en af mine favoritforfattere. Hun deler gavmildt ud af sig selv og sine mest kiksede øjeblikke, og det er både underholdende og genkendeligt. Hun er dog også en skarp observatør, der bemærker små detaljer ved mennesker omkring sig og forbinder det hele i et net af refleksioner og åbne spørgsmål.
’Livets omkostninger’ er ikke et hævnskrift mod Levys eksmand, for bogen handler ikke om det private drama, der førte til skilsmissen. Det er i stedet en stærk fortælling om det berusende ved det kaotiske øjeblik, hvor man forlader ét liv og skaber sig et nyt. Det er en bog, der spørger dig: Hvordan vil du egentlig leve dit liv?
Kommentarer