Anmeldelse
Let gang på jorden og Letsindighedens gave
Agnes Henningsens lyslevende barndoms- og ungdomserindringer er en spændende kulturhistorisk rejse om en kvinde, der tidligt blev både berømt og berygtet.
Agnes Henningsen (1868-1962) udfolder i de to første bøger af sit omfattende erindringsværk sine barndoms- og ungdomserindringer fra de fynske herregårde og senere det spirende kunstnerliv i København, hvor hun med Herman Bang som læremester debuterer med nogle noveller som 23-årig og mor til tre børn. Agnes Henningsen er i dag mest kendt for sine erindringsromaner på i alt otte bind udgivet mellem 1941 og 1955. Nu udgiver Gyldendal dem igen. De to første bind er med et fint efterskrift af Pia Juul.
Allerede som barn kaldte den muntre og frimodige far Agnes for jomfru Aparte. Hun er ualmindelig selvstændig, trodsig og tidligt erotisk moden.Let og elegant skriver Agnes Henningsen om livet på herregårdene, ballerne, forelskelserne og ikke mindst drømmen om at blive voksen og sidde mellem kloge mænd og være smuk. Også de svære ting er med, forældrenes tidlige død, søstrenes adskillelse og utroskab. Men altid sejrer livslysten og det lyse sind. Det er en stor fornøjelse at læse et så indholdsrigt erindringsværk om en ung selvbevidst og markant kvindes dannelsesrejse.
Agnes Henningsen blev født på godset Skovsbo på Fyn. Som 14-årig blev hun forældreløs, og de tre søstre blev sendt på en kostskole i Antvorskov. Som 15-årig blev hun forlovet med sin farbror, hvilket selvfølgelig ikke var velset. Men hun faldt for magister Mads Henningsen fra Fredericia, så som 23-årig havde hun fire børn. Den yngste dreng, Poul Henningsen (arkitekt 1894 – 1967), havde forfatteren Carl Ewald som far. På grund af økonomiske problemer begyndte hun at skrive og fik ingen ringere end Herman Bang som læremester. Som 23-årig debuterede hun under pseudonym med noveller fra sin barndom i avisen København.
Det er en uovertruffen skildring af livet på de danske herregårde, hvor alle kendte deres plads. Børnene fik bank, når de var uartige. De måtte ikke læse aviser eller bøger for voksne. I ferierne var der mange gæster og børn. Men Agnes udfordrede konstant sine omgivelser både i familien og senere som voksen. Hun vil diskutere, og som faren siger: ”Et eller andet er der ved den unge, som behager mig…” Og Agnes reagerer: ”Noget som behagede ham? Jeg følte mig let som et spøgelse af glæde.” Eftersom hun er en stor beundrer af Herman Bang, aftaler hun et møde med ham og han gennemgår novellerne sammen med hende. Da de er færdige, siger han: ”Vær ved trøstigt mod. Der skal ved Gud talent til bare at eftergøre mig.”
Erindringerne er fyldt med fine scener, situationer og dialoger. Altid er det hendes egne oplevelser, der er i fokus, så hun fortæller om erotiske glæder samtidig med glæden ved de små børn og ambitionerne om at være der, hvor det hele sker. Det er en kulturhistorisk rejse ind i de litterære miljøer. Vi er til fest hos Georg Brandes, og hun har stævnemøder med Carl Ewald. Det er en lyslevende og elegant beretning fra en anden tid skrevet i en sikker stil tydeligt inspireret af Herman Bang.
Jeg læste værket for mere end 30 år siden, og da var jeg også imponeret af forfatteren, som brød datidens konventioner. Hun realiserede sig selv, så tidligt blev hun både berømt og berygtet. Men det forhindrede hende ikke i at fortsætte og blev dermed selv et inspirerende forbillede. Elsa Gress’ og Lise Nørgaards erindringer har samme kvaliteter.
Agnes Henningsen kom før Karl Ove Knausgård med sine bekendelser. Jeg glæder mig til at genlæse de næste bind.
Agnes Henningsens lyslevende barndoms- og ungdomserindringer er en spændende kulturhistorisk rejse om en kvinde, der tidligt blev både berømt og berygtet.
Agnes Henningsen (1868-1962) udfolder i de to første bøger af sit omfattende erindringsværk sine barndoms- og ungdomserindringer fra de fynske herregårde og senere det spirende kunstnerliv i København, hvor hun med Herman Bang som læremester debuterer med nogle noveller som 23-årig og mor til tre børn. Agnes Henningsen er i dag mest kendt for sine erindringsromaner på i alt otte bind udgivet mellem 1941 og 1955. Nu udgiver Gyldendal dem igen. De to første bind er med et fint efterskrift af Pia Juul.
Allerede som barn kaldte den muntre og frimodige far Agnes for jomfru Aparte. Hun er ualmindelig selvstændig, trodsig og tidligt erotisk moden.Let og elegant skriver Agnes Henningsen om livet på herregårdene, ballerne, forelskelserne og ikke mindst drømmen om at blive voksen og sidde mellem kloge mænd og være smuk. Også de svære ting er med, forældrenes tidlige død, søstrenes adskillelse og utroskab. Men altid sejrer livslysten og det lyse sind. Det er en stor fornøjelse at læse et så indholdsrigt erindringsværk om en ung selvbevidst og markant kvindes dannelsesrejse.
Agnes Henningsen blev født på godset Skovsbo på Fyn. Som 14-årig blev hun forældreløs, og de tre søstre blev sendt på en kostskole i Antvorskov. Som 15-årig blev hun forlovet med sin farbror, hvilket selvfølgelig ikke var velset. Men hun faldt for magister Mads Henningsen fra Fredericia, så som 23-årig havde hun fire børn. Den yngste dreng, Poul Henningsen (arkitekt 1894 – 1967), havde forfatteren Carl Ewald som far. På grund af økonomiske problemer begyndte hun at skrive og fik ingen ringere end Herman Bang som læremester. Som 23-årig debuterede hun under pseudonym med noveller fra sin barndom i avisen København.
Det er en uovertruffen skildring af livet på de danske herregårde, hvor alle kendte deres plads. Børnene fik bank, når de var uartige. De måtte ikke læse aviser eller bøger for voksne. I ferierne var der mange gæster og børn. Men Agnes udfordrede konstant sine omgivelser både i familien og senere som voksen. Hun vil diskutere, og som faren siger: ”Et eller andet er der ved den unge, som behager mig…” Og Agnes reagerer: ”Noget som behagede ham? Jeg følte mig let som et spøgelse af glæde.” Eftersom hun er en stor beundrer af Herman Bang, aftaler hun et møde med ham og han gennemgår novellerne sammen med hende. Da de er færdige, siger han: ”Vær ved trøstigt mod. Der skal ved Gud talent til bare at eftergøre mig.”
Erindringerne er fyldt med fine scener, situationer og dialoger. Altid er det hendes egne oplevelser, der er i fokus, så hun fortæller om erotiske glæder samtidig med glæden ved de små børn og ambitionerne om at være der, hvor det hele sker. Det er en kulturhistorisk rejse ind i de litterære miljøer. Vi er til fest hos Georg Brandes, og hun har stævnemøder med Carl Ewald. Det er en lyslevende og elegant beretning fra en anden tid skrevet i en sikker stil tydeligt inspireret af Herman Bang.
Jeg læste værket for mere end 30 år siden, og da var jeg også imponeret af forfatteren, som brød datidens konventioner. Hun realiserede sig selv, så tidligt blev hun både berømt og berygtet. Men det forhindrede hende ikke i at fortsætte og blev dermed selv et inspirerende forbillede. Elsa Gress’ og Lise Nørgaards erindringer har samme kvaliteter.
Agnes Henningsen kom før Karl Ove Knausgård med sine bekendelser. Jeg glæder mig til at genlæse de næste bind.
Kommentarer