Lalandia

Ligger lykken på Lolland? Jens Vilstrup har skrevet en både barsk og smuk fortælling, der fortjener meget opmærksomhed.

På en nedlagt landbrugsejendom på Lolland vil Toms forældre udleve deres drøm om et friere og mere kreativt liv. Drengen Tom var nu hellere blevet i deres 3-værelses i Greve. Da forældrene ydermere beslutter, at de vil have et plejebarn, bliver Tom for alvor udfordret. Nick, som plejebarnet hedder, bliver dog på godt og ondt et medlem af familien og nærmest en bror for Tom. Men livet på Lolland er ikke en dans på ro(s)er, og drengenes skæbner besegles af hinandens. En virkelig vellykket og velskrevet samtidsroman om drengeliv, venskab, drømme og vilkår.

Romanen begynder på en altan i Thailand. Her står Tom og kigger ned på asfalten under sig. Og her ligger Nick. Hvorfor de to mænd er i Thailand, og hvad der er gået forud for Nicks fald (sprang han, eller blev han skubbet?), ved læseren ikke noget om. Men anslaget appellerer til, at man frygtelig gerne vil vide det.

Gennem spring i tiden, som det meste af romanen igennem deler fortællingen i tre spor, hvor de to til slut flyder sammen, folder Vilstrup historien om ”brødrene” Tom og Nick ud. Det fungerer upåklageligt, at man som læser sikkert føres fra Greve til Lolland og fra Nordsjælland til Thailand. Faktisk betyder dette greb, at man hele tiden holdes til ilden – dels fordi man skal være opmærksom på tidsskiftene, og dels fordi de resulterer i spændende cliffhangers undervejs.

Da Tom som stor dreng rykker med sine entusiastiske forældre til Lolland, er det ikke med hans gode vilje, men faren, som er bibliotekar, og moren, som gerne vil gøre mere ud af sin keramik og sine fotografier, er optimistiske og faste i troen på, at lykken ligger på Lolland. Og de gør virkelig, hvad de kan, de to. Også for at hjælpe plejesønnen Nick, som på mange måder faktisk finder sin plads i familien.

De to drenge bliver begge mobbet i skolen, men så længe de har hinanden, har de da nogen. Mobberierne og magtdemonstrationerne bliver mere og mere grove og kulminerer til slut i en voldsom ubehagelig ulykke i Lalandia. Sideløbende går gassen af den til bristepunktet begejstrede ballon, og familien går i opløsning.

Tom og Nicks veje skilles og samles over tid, og Tom, der er historiens jeg-fortæller, har til stadighed et ambivalent forhold til den på en måde altid lidt fremmede Nick. Ikke desto mindre er der et bånd imellem de to, som er både troværdigt og ubrydeligt. ”Vi er brødre, siger jeg med en stolthed, jeg både hader og hungrer efter.”

Endelig ejer Vilstrup en både følsom og potent pen. Særligt i beskrivelsen af forældrene, deres forskelligheder, deres indbyrdes forhold og deres fælles drøm om livet på Lolland foldes en fin psykologisk observationsevne ud. Det er jo deres søn, Tom, der skildrer dem for læseren, og den blanding af stolthed og skam, børn kan nære i forbindelse med deres forældre, er næsten til at tage og føle på.