Natfeber

Sten er en mand (med begyndende måne) omkring de 40, hvis liv er gået i stå. Hans ægteskab kører i samme rille, hans karriere har end ikke nærmet sig en rille endnu, og tidsmæssigt befinder han sig stadig tilbage i 70'erne, hvor han var danmarksmester i discodans. 

Sten er altid frisk med en replik fra filmen "Saturday Night Fever" med John Travolta, og det eneste, han i dag lever og ånder for, er discoorkestret Boogie Boys, hvor han spiller bas. Orkestret er et "real" 70'er-discoorkester, ikke som de andre wanna-bee's - nej, det er den "ægte" vare.

I frustration over sit fastkørte liv kommer Sten en dag til at brække sin hånd, hvilket betyder, at orkestret må avertere efter en stand in. Ironisk nok falder valget på Alex, som på alle måder er Sten overlegen. Han ser godt ud, er en fremragende musiker; og så er han forresten også lige 20 år yngre og har sin hårpragt i behold! Hvem taler om at trampe på en mand, der ligger ned? Sten må tage - og tager - sit liv op til revision.

Jeg har efterhånden læst en del romaner om drengerøve i 30'erne, som er bange for at binde sig, komme videre, blive voksne og tage ansvar for deres eget liv, for eksempel Nick Hornbys "High Fidelity" og Benn Q. Holms "Hafnia Punk". For ikke at tale om "pigerøvene" i samme alder, Helen Fieldings "Bridget Jones' dagbog" og Marian Keyes "Sushi for begyndere". Sten er nærmere de 40 end de 30, og hans liv er i faste rammer med ægteskab, barn og job, men det evigtgyldige tema har ikke ændret sig. Måske en hel generation, som aldrig bliver rigtig voksne? Det er egentlig lidt skræmmende at tænke på.

"Natfeber" er dog ikke en generationsroman. Det er en roman om at finde eller genfinde sin egen identitet. For mig var det også et gensyn med ord fra min barndom, som jeg helt havde glemt eksistensen af, f.eks. Bullworker (ikke fordi jeg har haft personlige erfaringer med sådan en) og Soda stream (dem har jeg til gengæld lavet RIGTIG mange af i min tid).

Ellers er der bare at sige: Play that funky music...