En elegant, fantastisk, farverig og umiskendelig gotisk historie vævet omkring den svenske digter Carl Jonas Love Almqvists liv. Hovedskikkelsen er pigen Ros, Rose eller Ross.
Lacrimosa er en ejendommelig bog. Der er en dosis fantastisk litteratur, der er citater og litterære krydshenvisninger i bunkevis, der er en historisk velfunderet intrige med tilhørende farver, kostumer og kulisser, der er en kærlighedshistorie og frem for alt: Der er et smukt, smukt sprog. Så smukt, at man som overfodret krimi-/spændingslæser eller rutineret forbruger af tidens debatbøger beruser sig i det fine, sprøde sprog og nemt glemmer ”at følge med” i handlingen.
Den er heller ikke nem hverken at følge eller at genfortælle. Forfatteren baserer en del af sin fortælling på den svenske forfatter Carl Jonas Love Almqvists liv og kunst. Især hans klassiske værk, ’Dronningens juvelsmykke’, og figuren Tintomara er vævet ind i den. Liffner præsenterer straks i romanens start sin egen karakter, pigen Ros, der vokser op på alle fire som et lille dyr i stalden på det gods, hvor Almqvist ankommer som ung huslærer.
Han tager barnet til sig, da hun er fem år og opdrager hende som drengen Ros. Undervejs i beretningen optræder hun både som pigen Rose (meget kortvarigt), Ros og Ross, som en overgang er handelsmand i Londons dokker. Men Ros er en rejsende i tider, identiteter og steder, ganske som Virginia Woolfs Orlando var det. Rent praktisk er det en rammefortælling, hvor Ross sidder som midaldrende i bjergene med udsigt over Genova-bugten. Han mindes og fortæller sin krønike omgivet af en hekseagtig husholderske og Nino, et andet lille naturbarn.
Med de solide Almqvist-referencer spiller Dramaten, Stockholms kongelige teater, naturligt en stor rolle. Ros lever her de første halvvoksne- og voksne år i tryllekredsen omkring Emilie Högqvist, skuespillerinde og kronprinsens elskerinde (i øvrigt en historisk autentisk skikkelse).
Forklædninger, masker, rollespil og identitetsskift er naturligt en stor del af historien: ”Et menneske bliver den det udgiver sig for at være” står der på s. 14. Her er atmosfære, her er dufte og farver og både skæve og interessante figurer foruden et fascinerende plot, der låner ikke så lidt fra digteren Almqvist. Selvom du som læser ikke er svensker med Carl Jonas Love Almqvist i den kulturelle bagage, så kan du få den intellektuelle sproglige tørst stillet her.
Kommentarer