Første bind af Leïla Slimanis slægtshistorie er en barsk og smuk fortælling om kærlighed, skyld og skam i en verden, hvor oprindelse går forud for alt.
I 1944 bliver Mathilde, en lidenskabelig ung fransk kvinde, forelsket i Amine Belhaj, en marokkaner, der har kæmpet i den franske hær. Efter befrielsen forlader hun Frankrig for at rejse med Amine til Marokko, og de bosætter sig i byen Meknes, hvor de fleste marokkanerne afskyr de franske kolonister.
Parret ejer et stykke jord, Amine har arvet efter sin far, som skal være rammen for Amines drøm om et landbrug, der på sigt skal forsørge dem. På trods af børnene, datteren Aisha og sønnen Selim, føler Mathilde sig kvalt i det barske klima, og hun er ensom. Hun bliver gode venner med den ungarske læge Dragan, som lærer hende om menneskekroppen, hvilket betyder, at hun kan hjælpe de mange landarbejdere, der hen ad vejen knyttes til gården.
Forholdet mellem bosætterne og de indfødte er meget anspændt , og Amine og Mathilde lader deres indbyrdes frustrationer gå ud over hinanden. De veksler imellem at være særdeles stolte af hinandens forskelligheder og skamme sig over samme, men de står sammen, når udefrakommende begivenheder truer dem. Dette er tilfældet, da der opstår konflikter i 1956, hvor plantager brændes ned, og optøjerne står i lys lue.
Romanen kaster lys over mange problemstillinger under det franske koloniimperium, som gjorde kærligheden mellem en fransk kvinde og en marokkansk mand nærmest utænkelig. Forfatteren har udstyret Mathilde med et blik for en verden, der er ubarmhjertig for både indfødte, men også for alliancer indgået mellem folk fra forskellige verdener.
Mathilde er varmblodet og hendes ægteskab med den stille, men traditionelt tænkende, Amine, lider under fattigdommen og under hendes uindfriede forventninger til landet. Dog er Mathildes kærlighed til sin mand nærmest uudtømmelig: ”Mathilde blev aldrig træt af Amins hænder, hans mund, lugten af hans hud, som – forstod hun nu – på en eller anden måde var forbundet med luften i dette land. Hun blev fuldstændig forhekset af ham og bad ham om at blive inde i hende så længe som muligt, selv når de faldt i søvn eller talte.”
Læseren føler samme ensomhed, som Mathilde i en kultur, hun ikke forstår. Indimellem forsøger Amine at gøre sin kone glad, blandt andet ved at købe et julemandskostume, men han forstår hende ikke. Når ægteparret møder forhindringer, står de sammen og er på samme tid ”ofre og bødler, medsammensvorne og modstandere, to blandingsmennesker, der ikke kunne sige, hvor deres loyalitet lå.” Som citrustræet citrange, der er et forsøg på at pode et appelsin- og et citrontræ, men hvor resultatet er uspiselige frugter.
Kommentarer