Bardugo indskriver sig i fantasygenrens fornemmeste historiebog med en mørk fortælling om seks farlige forbrydere, der får til opgave at begå et tilsyneladende umuligt kup.
’Kragens kald’ er en ren og skær godbid for fantasyelskere og fans, som var vilde med Leigh Bardugos Grisha-trilogi. Forfatteren er langt fra færdig med dette spændende, men også temmeligt dystre univers til fryd og glæde for de mange umættelige og begejstrede læsere verden over, som hylder Bardugo for hendes storslåede univers. Det er nemlig et usædvanligt fedt et af slagsen, der tryllebinder med sin mørke mystik og magiske verden. Tidsmæssigt foregår ’Kragens kald’ nogle år efter Grisha-trilogien og har nogle helt andre personer i hovedrollerne, med en enkelt undtagelse som har sneget sig ind som en snedig forbindelse mellem de to serier – hvis man altså opdager det.
’Kragens kald’ er en lurendrejer og en snedig ræv værdig. Bardugo har sammensat en fuldstændig unik og usædvanlig blanding af mørk fantasy og kup-plot, hvilket forvandler bogen til den absolut snedigste hardcore fantasyroman, jeg har læst, med store pistoler, hjertestoppende magi og akrobatiske knivkampe. Så ja, der er vold, blod og kamp til døden, men også livgivende håb og kærlighed. Hvis du husker filmen ’Ocean’s 11’ med dens underspillede humor, kreative og udspekulerede kup, så har du grundfornemmelsen af den fremragende underholdning, du har i vente.
Alt fungerer strålende i denne roman om seks forbrydere, seks viltre og vildfarne skæbner samlet om et fælles mål. Tilsammen udgør de seks en yderst farlig forbryderbande med en umulig mission. De skal befri en vigtig fange i et højsikret og skarpt bevogtet fængsel. Kapitlerne krydsklipper mellem personerne, som på denne måde belyser hinanden og giver mulighed for, at grave ned i deres inderste kerne og baggrund for at befinde sig i deres nuværende position. Det fungerer optimalt, og jeg endte med at falde pladask for alle seks forbrydere.
Hovedsædet for forbryderbanden er havnebyen Ketterdam, som med alle dens snuskede kvarterer, spillebuler, horehuse og højbårne paladser har langt fra rig til fattig. Byen er tydeligt inspireret af byer som Amsterdam, New York og Las Vegas, og det må siges at Bardugo igen har gjort et fortræffeligt job i sine levende beskrivelser af byen som organisme. Det er en by man kan forsvinde i, frivilligt eller som offer for en forbrydelse.
Kommentarer