Klimaet og kunstneren

Et vigtigt indspark i den aktuelle debat om klimakamp, klimaangst og individets og kunstens rolle i den store omstilling, verden står overfor.

’Klimaet og kunstneren’ består af dybt personlige essays, der fortæller om Charlotte Weitzes egen klimarejse som menneske og som kunstner. Fra de ubekymrede start-00’ere, hvor forfatteren og hendes partner sætter sig for at opleve verden, selvom ”Flyrejser udleder meget CO2… men hvem kan på det tidspunkt sige, om den globale opvarmning bliver til noget?”. Herefter følger årene omkring COP15 i 2009, hvor håbet om, at politikerne løser udfordringerne med internationale aftaler, afløses af apati og så nutiden, hvor flere ændringer i vejret varsler en usikker fremtid og en klar fornemmelse af at handling er påkrævet NU.

Undervejs i samlingen er kunsten hele tiden omdrejningspunkt for fortællingen. Både i Weitzes egen kunst gennem sit forfatterskab, men i høj grad også den kunst, hun har mødt gennem sit liv, der fortæller om menneskers forhold til naturen. Kunstværkerne er afbildet i essayene, flere steder på dobbeltsider, så de står helt i egen kraft, uden forstyrrende tekster eller forklaringer. Forklaring af værkerne kan man læse i Weitzes personlige oplevelse af dem, og det er et stærkt greb med kunstnerens vinkel på kunstens dynamik og påvirkning på andre værker.

Undervejs i sit arbejde med at forstå omfanget af klimakrisen bliver Weitze så påvirket af klimaangst, at hun taber håret i store totter og må sætte det i kunstfærdige frisurer for ikke at skræmme sine omgivelser med sin pludselige pletskaldethed. Weitzes stress bunder ifl. hende selv i følelsen af individuelt ansvar for at løse en kompleks verdensomspændende problematik og er på mange måder også symbol på samlingens ”svaghed”: På trods af det åbenbare i, at ingen længere kan lukke øjnene for det ansvar, vi hver især har for at mindske vores personlige forbrug, bliver man gennem læsningen så stresset over problemernes omfang, at man næsten får lyst til at give op på forhånd. 

Man skal ikke vende sig mod ’Klimaet og kunstneren’ og tro, den giver et nyt perspektiv på, hvordan vi løser klimakrisen. Det er også meget forlangt, og Weitze gør en dyd ud af at stille spørgsmål frem for at præsentere den rigtige måde at leve på. Vigtigt er det for forfatteren, hvad der sker med os som mennesker i den proces, der ligger foran os: ”Gad vide, om kunst kan holde vores menneskelighed ved lige, efterhånden som havene stiger og presset vokser på de landområder og ressourcer, der er tilbage? Vil vi gennem kunsten stadig kunne mærke de sjælelige svingninger fra andre mennesker…?”

Efter endt læsning er det netop det spørgsmål, man sidder tilbage med: Kan vores medmenneskelighed holde til de udfordringer, der ligger foran os? Det er et dystert perspektiv, men for Weitze og flere af hendes kolleger er det presserende, at vi mærker med vores følelser, hvad vi gør ved naturen og hinanden. Vi må vende os et andet sted hen for at få håb og lyst til at agere, da vi ikke bare kan klippe vores hår af i sorg og frustration over manglende handling, som kunst-klimaaktionen Genus gjorde i 2021 foran klimaministeriet. Men vi har i høj grad brug for, at kunsten sætter vores følelser i spil og overtræder vores grænser for at blive bevidste om, hvad vi står over for, og i den proces er ’Klimaet og kunstneren’ et vigtigt om end ikke opløftende indblik i kunstens rolle.