En klassiker om barndommens land, familiens bånd og om at stå på tærsklen til at blive en stor pige på 7 år. Dea Trier Mørch skriver både fair og følsomt.
Mon ikke mangen en bogreol i slutningen af 70´erne og op gennem 80´erne var beriget med indtil flere bøger af Dea Trier Mørch? I mit barndomshjem var hun i hvert fald rigt repræsenteret, og dét var et held, for hun endte faktisk med at komme til at spille en ret stor rolle i min litterære opdragelse. Nu har Gyldendal genudgivet ’Kastaniealleen’ fra 1978 som en del af deres klassikerkollektion, og dét er der kun godt at sige om. Læs eller genlæs den rørende, eftertænksomme og til tider humoristiske roman om pigen Maja og hendes forhold til mormoren og morfaren, der bor i huset for enden af kastaniealleen.
Maja på seks et halvt og hendes to yngre brødre, Martin og Malthe, tilbringer en lang sommer i 1948 hos mormor og morfar. Deres mor Hannah bor og arbejder i København, mens faren er syg af tuberkulose og har været på Vejle Fjord stort set siden, lille Malthe blev født for 3 år siden. Udgangspunktet for hele set-up´et er med andre ord rigtig trist, da man løbende forstår, at faren virkelig er meget syg, og ingen lader til at vide, om eller hvornår han kommer hjem til familien i København igen. Og Hannah har været nødt til at sende de tre børn til sine forældre, der bor i et landsbymiljø syd for Holbæk.
Selvom farens fravær og hans sygdom hviler som en skygge over omstændighederne, nyder børnene idyllen og livet hos bedsteforældrene. Børnenes verden udgøres af det forholdsvis afgrænsede område, der tæller bedsteforældrenes hus og have samt det omgivende nærmiljø – men selv i så lille en verden kan store, afgørende og uforglemmelige begivenheder finde sted. Især når man som Maja er et følsomt og årvågent barn, der har alle sanser på vid gab og suger alle indtryk og stemninger til sig. Og som, via Dea Trier Mørchs billedrige sprog, forstår at viderebringe sine oplevelser – både de indre og de ydre – til os læsere.
Gennem Maja får vi et billede af hele den store familie, der ligger bag hendes egen tilblivelse. Der er fx mormors bror Fritz, der er kunstmaler, alle mormor og morfars otte børn og deres børn, altså hendes fætre og kusiner. Og alle hænger de sammen som familier jo gør, hvilket Eva Tind udtrykker så smukt i sit forord til romanen: "Tematikken er universel, vi er alle børn af nogen, generationer løb stafet forud for vores eksistens… "
Og midt i det hele står mormoren, der bliver det faste og uomgængelige centrum for Majas virkelighed, når hun befinder sig os bedsteforældrene.
Mormoren er i sig selv en fantastisk figur. Hun maler, ligesom broren Fritz, og har også andre kreative talenter, som andre ind imellem har lidt sværere ved at få øje på end hende selv. Hun er både fandenivoldsk, omsorgsfuld og blid og har altid et es i ærmet eller en ræv bag øret. Men selv mormoren har en ansats til mørke tanker, viser det sig, og dermed lærer Maja, at tingene ikke altid er enten-eller, men ganske ofte både-og.
Kommentarer