Anmeldelse
Karin Johannsen-Bojsen: Sydslesvigpige
Som mange andre sydslesvigere af sin generation har forfatter og tidligere Duborg-lektor Karin Johannsen-Bojsen en spændende historie at fortælle.
Den dramatiske tid i grænselandet i 30erne, 40erne og 50erne greb ind i hver lille familie, og især i de familier, hvor nogle af familiemedlemmerne valgte den danske vej efter 1945.
Første del af Karin Johannsen-Bojsens erindringer, "Sydslesvigpige", omhandler de første 18 år af forfatterens liv fra 1936 til 1954. "Sydslesvigpiger" kaldte man også de piger, der efter krigen kom på ferie hos plejefamilier i Danmark.
I den digre bog på over 400 sider beskriver Karin Johannsen-Bojsen sin opvækst i et tysktalende hjem, der dog havde danske rødder, hvad både moderen og faderen gradvist blev mere og mere bevidste om.
Faderen, Otto Johannsen, arbejdede i familiens romhandel i Mariegade, "Marienburg", der i øvrigt stadig er i drift som Flensborgs sidste romfabrik i Karin Johannsen-Bojsens fætters hænder. Moderen, Mary, var datter af en kedelsmed på Flensborg Skibsværft og blev under krigen midlertidig alenemor med forfatteren og hendes lillebror, Kay.
Under Anden Verdenskrig blev faderen indkaldt og sendt til Danmark, hvad der blev betragtet som et lykketræf, når man sammenlignede med Østfronten.
Det er i sagens natur begrænset, hvor meget den lille pige har fået med af dagligdagen i Nazityskland, og hendes skildring af dagligdagen i årene frem til 1945 har ingen kildeværdi. Hun husker for eksempel på afstand briternes luftangreb på Flensborg den 19. maj 1943, da 15 danske børnehavebørn og to ledere blev dræbt, men ny viden får man generelt ikke.
På mikro-planet er hendes besøg hos en dansk familie i Hjordkær ved Aabenraa nok det mest vedkommende for læseren. Men ellers er der i første afdeling af bogen meget fyldstof, hvor man kommer til at tænke på russeren Anton Rubinsteins ord, "at skrive er tilfredsstillelse, at trykke er ansvar".
Hvis der har været en forlagskonsulent eller lektør på her, så har vedkommende enten været for flink, eller forfatteren har siddet gode råd overhørig.
Det er korrekt, som forfatteren selv skriver i forordet, at hun ikke udelukkende kan fokusere på det nationale i selvbiografen, men at der også må andre dele af livet med i erindringerne. Store passager i bogens første del er af interesse for en meget snæver læserkreds, hvis ikke private.
Desuden kniber det flere steder med fortælleteknikken. Typisk er, at Karin Johannsen-Bojsen først tolker en oplevelse for læseren og derefter gengiver den. Styrken havde været at lade oplevelserne tale for sig selv. Lidt færre fraser (eksempler: "ikke kunne gøre en flue fortræd" og "efter alle tegn i sol og måne") og flere egne sproglige billeder havde også givet fremstillingen et kvalitativt løft.
I bogens anden del, "For nu kan vi dansk", bliver erindringerne for alvor vedkommende. Her tegner forfatteren et godt billede af, hvordan det var at leve som dansk sydslesviger. Mange især ikke-sydslesvigere vil her kunne få en forståelse af, hvordan forfatteren udviklede en identitet, der kunne rumme både dansk og tysk kultur.
Efter krigen fulgte år, der var præget af materielle afsavn, men familien var dog også lykkelig over, at faderen vendte uskadt hjem fra krigen.
Kort efter valutareformen i 1948 døde faderen uden at have efterladt sig en livsforsikring. Moderen fik arbejde i romhandlen i Mariegade i Flensborg, hvor familiestridigheder senere blussede op og skildres uden blu "med risiko både for bitre anklager mod levende og døde - og for ny konflikt", som forfatteren skriver.
Her vover hun sig ind i et vanskeligt område, hvor det er svært ikke at give et partsindlæg. Omvendt bliver der heller ikke holdt noget skjult, og som Karin Johannsen-Bojsen selv skriver:
"Som så tit i grænselandet var der i hvert fald også indblandet nationale irrationer. Onkel Carl havde efter sin wilhelminske skolegang og deltagelse i Første Verdenskrig følt sig som tysker og var... også blevet medlem af nazipartiet. Da han kom hjem fra krigen efter flere års internering hos englænderne, stod han uforstående over for, at hans yngste bror (Karin Johannsen-Bojsens far, red.) havde sendt sine børn i dansk skole, uden at det kom til åben konflikt. Men da far var død, kom det til at gå ud over mor".
Efter skildringerne af den grå efterkrigshverdag under småborgerlige kår står feriebesøgene på en bondegård på Nordfyn som et modstykke.
Sammen med overflytningen fra tysk til dansk skole kom disse møder med dansk sprog og kultur til at præge Karin Johannsen-Bojsen i mere end en forstand. I sine teenageår besøgte hun fabrikant-familien Rahbek Christensen i Herning og oplevede her en ganske anderledes åben verden, end de lidt beklemmende rammer derhjemme.
Her møder læseren en ung pige, hvis forsøg på at bryde ud af de kendte rammer sammenføjes med et møde med danskheden. Det er en tankevækkende kontrast til senere generationer af unge sydslesvigere, hvoraf mange har oplevet et teenageopgør med den institutionaliserede danskhed.
Erindringerne rundes af med Karin Johannsen-Bojsen, der fik studenterhuen med legat og udmærkelse. Hun blev en brik i et større spil, da den tidligere rektor for Duborg-Skolen, Henry Jensen, ville have hende til at læse på et tysk universitet.
På det personlige plan fik Karin Johannsen-Bojsen chancen for en akademisk uddannelse. På mindretalsplan så rektor Henry Jensen en mulighed for at få en Duborg-studentereksamen godkendt som adgangsgivende til videregående uddannelser i Tyskland.
Forfatterens ambition er at fortælle historien om et specielt temperament i en speciel tid og om en engageret sydslesviger i det tyvende århundrede. Det lykkes også. Det må forhåbentlig anspore mange andre sydslesvigere i samme generation til også at servere deres personlige historier.
Karin Johannsen-Bojsens andet erindringsbind, "Sydslesvigkvinde", omhandler perioden fra 1954 til 2000.
Karin Johannsen-Bojsen: Sydslesvigpige, 496 sider (Poul Kristensens Forlag).
Som mange andre sydslesvigere af sin generation har forfatter og tidligere Duborg-lektor Karin Johannsen-Bojsen en spændende historie at fortælle.
Den dramatiske tid i grænselandet i 30erne, 40erne og 50erne greb ind i hver lille familie, og især i de familier, hvor nogle af familiemedlemmerne valgte den danske vej efter 1945.
Første del af Karin Johannsen-Bojsens erindringer, "Sydslesvigpige", omhandler de første 18 år af forfatterens liv fra 1936 til 1954. "Sydslesvigpiger" kaldte man også de piger, der efter krigen kom på ferie hos plejefamilier i Danmark.
I den digre bog på over 400 sider beskriver Karin Johannsen-Bojsen sin opvækst i et tysktalende hjem, der dog havde danske rødder, hvad både moderen og faderen gradvist blev mere og mere bevidste om.
Faderen, Otto Johannsen, arbejdede i familiens romhandel i Mariegade, "Marienburg", der i øvrigt stadig er i drift som Flensborgs sidste romfabrik i Karin Johannsen-Bojsens fætters hænder. Moderen, Mary, var datter af en kedelsmed på Flensborg Skibsværft og blev under krigen midlertidig alenemor med forfatteren og hendes lillebror, Kay.
Under Anden Verdenskrig blev faderen indkaldt og sendt til Danmark, hvad der blev betragtet som et lykketræf, når man sammenlignede med Østfronten.
Det er i sagens natur begrænset, hvor meget den lille pige har fået med af dagligdagen i Nazityskland, og hendes skildring af dagligdagen i årene frem til 1945 har ingen kildeværdi. Hun husker for eksempel på afstand briternes luftangreb på Flensborg den 19. maj 1943, da 15 danske børnehavebørn og to ledere blev dræbt, men ny viden får man generelt ikke.
På mikro-planet er hendes besøg hos en dansk familie i Hjordkær ved Aabenraa nok det mest vedkommende for læseren. Men ellers er der i første afdeling af bogen meget fyldstof, hvor man kommer til at tænke på russeren Anton Rubinsteins ord, "at skrive er tilfredsstillelse, at trykke er ansvar".
Hvis der har været en forlagskonsulent eller lektør på her, så har vedkommende enten været for flink, eller forfatteren har siddet gode råd overhørig.
Det er korrekt, som forfatteren selv skriver i forordet, at hun ikke udelukkende kan fokusere på det nationale i selvbiografen, men at der også må andre dele af livet med i erindringerne. Store passager i bogens første del er af interesse for en meget snæver læserkreds, hvis ikke private.
Desuden kniber det flere steder med fortælleteknikken. Typisk er, at Karin Johannsen-Bojsen først tolker en oplevelse for læseren og derefter gengiver den. Styrken havde været at lade oplevelserne tale for sig selv. Lidt færre fraser (eksempler: "ikke kunne gøre en flue fortræd" og "efter alle tegn i sol og måne") og flere egne sproglige billeder havde også givet fremstillingen et kvalitativt løft.
I bogens anden del, "For nu kan vi dansk", bliver erindringerne for alvor vedkommende. Her tegner forfatteren et godt billede af, hvordan det var at leve som dansk sydslesviger. Mange især ikke-sydslesvigere vil her kunne få en forståelse af, hvordan forfatteren udviklede en identitet, der kunne rumme både dansk og tysk kultur.
Efter krigen fulgte år, der var præget af materielle afsavn, men familien var dog også lykkelig over, at faderen vendte uskadt hjem fra krigen.
Kort efter valutareformen i 1948 døde faderen uden at have efterladt sig en livsforsikring. Moderen fik arbejde i romhandlen i Mariegade i Flensborg, hvor familiestridigheder senere blussede op og skildres uden blu "med risiko både for bitre anklager mod levende og døde - og for ny konflikt", som forfatteren skriver.
Her vover hun sig ind i et vanskeligt område, hvor det er svært ikke at give et partsindlæg. Omvendt bliver der heller ikke holdt noget skjult, og som Karin Johannsen-Bojsen selv skriver:
"Som så tit i grænselandet var der i hvert fald også indblandet nationale irrationer. Onkel Carl havde efter sin wilhelminske skolegang og deltagelse i Første Verdenskrig følt sig som tysker og var... også blevet medlem af nazipartiet. Da han kom hjem fra krigen efter flere års internering hos englænderne, stod han uforstående over for, at hans yngste bror (Karin Johannsen-Bojsens far, red.) havde sendt sine børn i dansk skole, uden at det kom til åben konflikt. Men da far var død, kom det til at gå ud over mor".
Efter skildringerne af den grå efterkrigshverdag under småborgerlige kår står feriebesøgene på en bondegård på Nordfyn som et modstykke.
Sammen med overflytningen fra tysk til dansk skole kom disse møder med dansk sprog og kultur til at præge Karin Johannsen-Bojsen i mere end en forstand. I sine teenageår besøgte hun fabrikant-familien Rahbek Christensen i Herning og oplevede her en ganske anderledes åben verden, end de lidt beklemmende rammer derhjemme.
Her møder læseren en ung pige, hvis forsøg på at bryde ud af de kendte rammer sammenføjes med et møde med danskheden. Det er en tankevækkende kontrast til senere generationer af unge sydslesvigere, hvoraf mange har oplevet et teenageopgør med den institutionaliserede danskhed.
Erindringerne rundes af med Karin Johannsen-Bojsen, der fik studenterhuen med legat og udmærkelse. Hun blev en brik i et større spil, da den tidligere rektor for Duborg-Skolen, Henry Jensen, ville have hende til at læse på et tysk universitet.
På det personlige plan fik Karin Johannsen-Bojsen chancen for en akademisk uddannelse. På mindretalsplan så rektor Henry Jensen en mulighed for at få en Duborg-studentereksamen godkendt som adgangsgivende til videregående uddannelser i Tyskland.
Forfatterens ambition er at fortælle historien om et specielt temperament i en speciel tid og om en engageret sydslesviger i det tyvende århundrede. Det lykkes også. Det må forhåbentlig anspore mange andre sydslesvigere i samme generation til også at servere deres personlige historier.
Karin Johannsen-Bojsens andet erindringsbind, "Sydslesvigkvinde", omhandler perioden fra 1954 til 2000.
Karin Johannsen-Bojsen: Sydslesvigpige, 496 sider (Poul Kristensens Forlag).
Kommentarer