Kaptajnen og Æren

Dave Eggers’ Trump-parodi er både aktuel og uaktuel at læse ovenpå det netop overståede amerikanske valg. Den er underholdende, men desværre også unuanceret og fyldt med klicheer.

Dave Eggers’ nyeste roman er en parodi over Trumps Amerika. I bogen er hele USA tænkt som et skib ved navn Æren, hvor de forskellige socialklasser befinder sig på forskellige dæk alt efter status og penge, som “styres” af en kaptajn, der vælges af besætningen. Besætningen beslutter at vælge en irriterende og højtråbende mand, som er besat af kvinder i stramme kjoler, elsker cheeseburgere og siger præcis, hvad han tænker.

På skibet har der altid været en tro på, at alle kan blive kaptajn, og dét faktum ser ud til at være udslagsgivende for valget af den nye kaptajn:

“Hvis vi virkelig tror på, at enhver kan blive kaptajn, så bør vi også bevise det ved at vælge den mindst kvalificerede, mindst respekterede person på hele skibet...”

Denne inkompetente mand bliver altså valgt af besætningen på skibet, og han gør alting meget værre. Kaptajnen, der er forelsket i sin egen datter, smider folk overbord, bare fordi han kan, fyrer hele styrmandskabet og indleder et “forhold” til en anden skibskaptajn - kaldet Den Blege - som rider på hest i bar overkrop, hvilket kun gør livet for besætningen på Æren endnu værre. Man får næsten tværet alt håb ud, da Den Blege begynder at flette fingre med en tredje kaptajn ved navn Den Bløde Leder, som har hang til atomvåben, og pludselig overstråler de to Kaptajnen med deres ondskab, når de står i et hjørne og peger fingre af Kaptajnen og griner hånligt af ham.

Lighederne mellem Eggers’ roman og virkelighedens USA er tydelige. Det er sandsynligvis Eggers’ pointe ikke at lægge fingre imellem, når han parodierer den mest karikerede præsident i USAs historie - en præsident man må antage, forfatteren er meget utilfreds med. Som roman er det bare ikke specielt interessant. Historien er unuanceret og klichéfyldt, og selvom den til tider er underholdende at læse, vil jeg personligt hellere læse en dybdeborende kritik af Trumps resultater og medieoptræden eller om hans forhold til Rusland og Nordkorea end en halvfesen parodi.

Parodien er opsat på en tegneserie-agtig måde, som ikke er gennemført, omend Nathaniel Rich’ illustrationer giver romanen et tiltrængt nøk imod en gennemførsel af sin idé. Bogen indledes med et “Dette er et fiktivt værk”, og selvom en forfatter kan gøre, hvad han eller hun vil med litteraturen, så er dette ikke en tiltrængt læseoplevelse i en verden, som er under forandring og på vej væk fra en spottende, bedrevidende og splidskabende kultur.