Paraden

En hjertegribende og velkonstrueret allegorisk lille fabel.Så blød som nylagt asfalt.

Lige siden jeg så titlen på Dave Eggers' bog Et hjertegribende værk af overvældende genialitet har jeg haft lyst til at læse ham. Men som det er med så mange gode intentioner, har jeg ikke fået gjort noget ved sagen før nu, hvor 'Paraden' netop er udkommet på dansk.

Om også 'Paraden' er ligefrem "overvældende" i sin genialitet, ved jeg ikke helt. Det er jeg ikke smart nok til at gennemskue. Men en forbandet velkonstrueret allegorisk lille fabel, er den i hvert fald. Hjertegribende er den bestemt også.

Det klinisk afmålte sprog skrider langsomt over i en mere medrivende prosa, i takt med begivenhedernes gang, og det er en fornøjelse at læse det. Ikke mindst i Louise Ardenfeldt Ravnilds flotte oversættelse til et perfekt sprogtonet dansk, der smager af originaltekst.

Historien foregår i en nær fremtid hvor de to vejlæggere, kaldet Fire og Ni fordi anonymt bureakrati og fiktive fremtidsskildringer af en eller anden grund altid går hånd i hånd, er afsted for at anlægge en vej i et borgerkrigshærget land. Krigen er nu slut og vejen, der forbinder de stridende parters områder, skal være det asfalterede symbol på den fredelige forbindelse. "Paraden" er de to mænds deadline for at blive færdige med arbejdet, regeringen planlægger at afholde holde en stor freds-fejri, som skal have den nyanlagte vej som sit omdrejningspunkt.

Langs med vejen står de lokale indbyggere og prøver at komme i kontakt med vejlæggerne. Det er blevet dem pålagt af det firma de arbejder for, ikke at have nogen som helst kontakt med befolkningen. Det passer Fire fint. Han er firmaets mand på en hver måde. Han vil bare ind, udføre sin opgave og ud igen, imens Ni er en ungdommelig løs kanon med appetit på livet, kvinderne og kulturmødet, som oven i købet taler det lokale sprog. Der er med andre ord konflikt i luften fra side 1.

Hvis det lyder mere som en idé der bliver udfoldet og afprøvet end som en plotdrevet spændingshistorie, så er det fordi det er præcis det, det er. Men det er ikke nogen dårlig ting. Særligt ikke når det er så veludført som i 'Paraden'. Både romanens sprog og handlingen flyder så jævnt og standhaftigt som den asfalt de to arbejdere lægger. Efterhånden som fortællingen skrider frem knopskyder grundidéen, sidespor kommer til, og de spørgsmål der er bogens afsæt bliver tydeligere: Hvor meget, eller snarere, hvor lidt kan man tillade sig at blande sig i andre landes konflikter?, Er det overhovedet muligt kun at blande sig på eet område, og ikke på andre?, Bestemmer man selv karakteren af sin indblanding? og ikke mindst: Hvad er det rigtige at gøre hvornår?

Det er ikke nemme spørgsmål. Det er de vigtige spørgsmål som bekendt sjældent. Det er til gengæld spørgsmål der er med til at gøre 'Paraden' til en bog som burde være obligatorisk læsning for alle udenrigspolitikere, nødhjælpsarbejdere og u-landsfrivillige. Ikke fordi det er en asfalteret morale-fortælling, men fordi den måske kan være med til at holde læserens hjerne-asfalt blød og fleksibel i mødet med "De andre".