Smuk roman om store følelser, om døden, om sorgen, om tilgivelse og om hemmeligheder og fortielser.
Sidste år udkom Henriette E. Møllers debutroman 'Jelne', som var en sproglig oplevelse ud over det sædvanlige, og som indbragte hende Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat. Det kan være svært at efterfølge en så fuldendt debut, men jeg synes, at det er lykkedes i 'Kaiser'.
Albert Kaiser ligger for døden, og om ham er samlet de tre kvinder i hans liv: barnebarnet Ida, datteren Agnete og hustruen Ebba. Mens de sidder og venter på afslutningen, flyver tankerne – om fortiden, om nutiden og om fremtiden.
Vi hører om Idas overvejelser om kæresten Jakob, om Agnetes følelse af at faren aldrig har ønsket hende, og om tiden under 2. verdenskrig hvor Ebba og Albert levede to meget forskellige liv.
Vi hører også om de mange tanker, som dødens nærhed giver de tre, og jeg synes, at Henriette E. Møller har formået at beskrive sorgen og de virkninger, den har på de tre kvinder, helt enestående. Det er smukt, og det er virkeligt, og det fik mig til at huske på personer, som jeg har mistet.
Sproget i romanen er nærmest lyrisk og utroligt levende, så læseren nok dvæler ved ordene men samtidig bare må læse videre. Og så er de tre kvinder og Albert tegnet yderst troværdigt.
Det kan være svært at forstå, hvordan en så ung forfatter er i stand til at beskrive menneskesindet så godt. Men det gør Henriette E. Møller. Hun formår at skabe en hel verden i sine bøger, som suger læseren ind, og når man kommer ud igen, er man en lille smule forandret.
Jeg ville ønske, at jeg skrev ligeså pragtfuldt som Henriette E. Møller, så jeg kunne fortælle præcis hvor smuk, denne roman er. I stedet må jeg nøjes med at give den mine allerbedste anbefalinger.
Kommentarer