Fascinerende, velskrevet og meget skræmmende roman om en familie, der falder fra hinanden.
”Så kunne de alle sammen bare sige, at de hadede hinanden og få det overstået. Men af en eller anden grund var det ikke muligt, og derfor havde hans mor og mormor hakket 2 kyllinger i småstykker ved køkkenvasken.”
Er der nogen, der kan beskrive dysfunktionelle familier med stor psykologisk indsigt, så er der uden tvivl amerikanske David Vann. Det beviste han i Caribou Island, et opgør mellem mand og kone og i Fortælling om et selvmord, et opgør mellem far og søn.
I Jord er der tale om et opgør mellem mor og søn. Sønnen Galen lever sammen med sin mor i en forsømt valnøddeplantage i Californien. Han har et tæt forhold til sin demente mormor, og derudover er der moderens søster og hendes datter, Galens kusine. Mændene er totalt fraværende; Galen ved ikke, hvem hans far er, og det eneste minde, Galen har om sin morfar, er forbundet med frygt.
Galen er optaget af New age-bevægelsen. Han drømmer om at være helt uafhængig af omverdenen, at leve uden at spise og kun koncentrere sig om at svæve over jorden løsrevet fra alt det fysiske. Han prøver endda at gå på vandet, men det resulterer bare i, at han falder og slår sig på nogle sten. Galens forbilleder er Gibrans Profeten, Hesses Siddharta og Jonathan Livingston Havmåge af Richard Bach. Men så er der jo lige alle bekvemmelighederne ved at bo hjemme og blive opvartet af mor.
En dag er hele familien samlet, alle kvinderne og Galen, som føler sig fanget af sit seksuelle begær efter kusinen. Og så går det hele galt. Det kommer til et afgørende opgør mellem Galen og hans mor, hvor mange hemmeligheder og løgne bliver afsløret, de undertrykte følelser kommer op til overfladen, og det kan kun gå én vej. Mere vil jeg ikke afsløre.
Efterhånden, som jeg kom ind i bogen, blev den mere og mere uafrystelig. Skildringen af forholdet mellem mor og søn, som i virkeligheden holder af hinanden, er fantastisk godt og overbevisende skrevet, men håb - det er der nu ikke meget af.
Originally published by Anne Grete Jacobsen, Litteratursiden.
Kommentarer