Isnende kold og rystende god roman om Garys og Irenes forsøg på at leve i pagt med naturen.
”Den her hytte var endnu en løgn, endnu et forsøg på noget ubesmittet, på at virkeliggøre den fantasitilværelse, han havde brug for, fordi han var flygtet fra sig selv”
Mange har en drøm om at forlade civilisationen, sige farvel til alle forpligtelser og leve det oprindelige og autentiske liv i naturen. Men kan det lade sig gøre – eller er det bare en romantisk drøm?
Alaskas barske og vilde natur spiller en stor rolle i fortællingen om Gary og Irene og deres voksne børn. Gary har altid haft en drøm om at bygge sin egen hytte på en ø og bo der sammen med Irene. De er nu begge midt i 50’erne og han har fået overtalt Irene til at tage med. Hun ved godt, at det vil gå ligesom det er gået med alle Garys andre mislykkede planer, men da hun stadig er præget af moderens selvmord, og da hun er bange for utrygheden ved at blive forladt, tager hun alligevel med.
I ægteskabet er der to voksne børn, Rhoda, hvis største ønske er at blive gift med kæresten, og Mark, som bruger sin tid på fiskeri og på at ryge sig skæv. Heller ikke her er familien lykkedes.
Samtidig med at byggeriet skrider frem og vinteren nærmer sig, vokser problemerne og afmagten, Gary bliver mere og mere frustreret og vred, Irene bliver plaget af en hovedpine, og deres skænderier tager til. Efterhånden bliver det klart for Gary og Irene - og læseren - at det ikke bare handler om hytten. Det er hele deres liv med alle de forspildte muligheder, der står på spil.
Det er deprimerende læsning, men samtidig en meget bevægende roman om et ægtepar, som faktisk vil det bedste, men som ender med at gøre hinanden meget ondt.
David Vann er en fremragende forfatter; hans personer er meget overbevisende, og hans sprog er på trods af det dyste emne meget poetisk.
Jeg glæder mig til at læse David Vanns debutnoveller, som udkommer på dansk i 2012.
Originally published by Anne Grete Jacobsen, Litteratursiden.
Kommentarer