Her er kynisme, kulsort humor og så det allerskæveste univers.
Nekromantikeren, som vi mødte i krønikens første bind, hvor han jagtede sin sjæl, er i denne beretning på rejse ”under cover”. Johannes Cabal er fængslet. Han forsøgte på Universitetsbiblioteket ved selvbetjening at ”låne” bogen ’Principia Necromantica’. Det gik ikke, og nu afventer han dommens eksekvering.
Der er først lige brug for ham til at genoplive kejseren af Mirkavien for en kort bemærkning. Det er nemlig sådan noget, nekromantikere kan. Det gør han så, men kommer undervejs på tværs af magthaverne og må flygte. Han stjæler embedsmanden Gerhard Meissner identitet og hans billet til det luksuriøse aeroskib ”Prinsesse Hortense”. Nu starter en tur, der i første omgang kan minde om ’Døden på Nilen’ i en fantasyudgave. Vi møder lidt efter lidt rejseselskabet, men er de mon de personer, de giver sig ud for at være?
Denne del af fortællingen kommer kun langsomt op i fart. Vi får dog det omgivende samfund på plads undervejs, vi befinder os i nogle ikke nærmere præciserede mellem/østeuropæiske stater med nogle temmelig militaristiske magthavere. Som i en velstruktureret krimi indfinder dødsfaldene sig, og Johannes Cabal begynder opklaringen, egentlig mest fordi en eller anden også forsøger at skubbe ham overbord.
Lidt efter lidt stiger tempoet, og vi er nu nærmest i en blanding af ’Mission Impossible’-serien og de nyeste Sherlock-Holmes-filmatiseringer.
Tempoet stiger, da Cabal sammen med en skarphjernet kvindelig kriminologi-studerende forsøger at få rede på historien, og det hele slutter voldsomt, da aeroskibet ender på en klippeside i Mirkavien, og ikke ret mange andre end vor helt Cabal og så hans kvindelige samarbejdspartner, som han modvilligt må beundre, overlever.
Historien kan genremæssigt læne sig op ad steampunk, det kan defineres som et univers, hvor æstetikken og teknologien fra det 19. århundrede blandes med science fiction. Det fremgår ganske glimrende af bogens forside, som jeg synes meget bedre om end forsiden på første bind. På denne har vi en feminin silhuet, der signalerer 1890 sammen med gulnede tegninger af sære konstruktioner, ganske som bogens stemning.
Afslutningen giver os så lige en dosis skabninger i genre med ’Pirates of the Caribbean', men alt sammen ganske effektfuldt. Thomas Harders fordanskning kører i olie, jeg tror, han har moret sig undervejs.
Kommentarer