Det er stadig sådan, at bogen kommer før filmen. Men Per Kofods Forlag har specialiseret sig i at sende titler på markedet, efter at de har scoret kassen på lærredet.
Leaving Las Vegas var en biografsucces i 1990erne. Nicolas Cage fik en Oscar for den bedste mandlige hovedrolle som svampen i filmen. Har man endnu ikke set den alternative produktion, der vender vrangen ud af drømmefabrikken i Hollywood, så læs bogen først. I hvert fald hvis du er en af de gammeldags sjæle, der helst vil have overladt noget til fantasien. Har man set filmen, er det svært at få billederne væk fra nethinden, mens man læser. Det er et minus.
Leaving Las Vegas er historien om alkoholikeren Ben og luderen Sera, der møder hinanden og får en pause fra deres perspektivløse trældom. Bogen handler om de to mennesker fra samfundets bund, der finder sammen i den rå, amerikanske spilleby.
Det er en kærlighedshistorie om to stakler, der ikke kan komme længere ud. Der er masser af bandeord og rå scener - en af dem er, hvor Ben må opgive at underskrive en check i banken. Han er nødt til at forlade køen med skam, men vender stærkt og helt afslappet tilbage, da han har fået sit skud. Det samme skete, da forfatteren John O'Brien skulle overlade filmrettighederne.
John O'Brien anede ligesom Ben heller ikke, hvorfor han drak, og tog sit eget liv, inden filmen var færdig.
O'Brien vidste, hvad han skrev om. Han kendte alkoholikerens smerte og selverkendelse fra sin egen krop. Det er ætsende rystende at læse om. De ved godt, at den er gal, og søger at finde noget positivt i den tilværelse, der bliver så forbandet for dem. O'Brien skriver så fortættet og indædt om de to, at det gør ondt langt ind i sjælen.
Der er en stærk autencitet over bogen. Man bliver rystet - medmindre man selv er alkoholiker eller narkoluder.
John O'Brien: Leaving Las Vegas, 222 sider (Per Kofod).
Kommentarer