Jertefloden

Jertefloden er feberen, der brænder insisterende med 39,5 bankende i tindingen. Læs bogen og overgiv dig til forfatterens ubehagelige genialiteter.

Hvor meget kan man være i stykker, dog i live? I hvor høj grad kan man (holde til at) leve uden for fællesskabet? Når ens mørke reducerer ravnesort til en gråtone, kan man så leve uden at dele dunkelheden med nogen? Er det farligt at leve uden forbehold? Den slags vilde spørgsmål stiller romanen sammen med sin jeg-fortæller Betty, der kører rundt i tilværelsen med alle advarselslamper tændt.

Jeg er på røven over, hvor meget Betty er på røven. Bogen blev læst med tilbageholdt åndedræt og et tungt hjerte, for ’Jertefloden’ er fandens ubehagelig. Men ubehaget følges med den litterært funklende og afdækkende tabuknopskydning, der ender med at gøre ’Jertefloden’ til en af de bedste bøger, jeg har læst i år.

Bettys dagbogsnotater lader læseren vide, at hun er flygtet til et uroligt Madrid i foråret 2012. Hun måtte væk fra sin hersker hjemme i Danmark. Væk fra overgrebene, skammen og fornedrelsen. Nu kappes den unge Bettys ønske om at dø med ønsket om at være en del af et fællesskab og kimen til et håb om at ændre verden. Hun må lære at håbe: ”(…) så andre, der har det ligesom jeg, også kan lære at håbe.” Men der er lang vej igen. Et sted i bogens og Madrid-tidens begyndelse står der knugende: ”Hvorfor skal det være så svært at trække vejret roligt og uden bæven?”. På et pensionat forsøger Betty at finde søvnen i mørket. Om dagen gentager hun sig selv: drikker kaffe, forsøger at finde ind til nogen, ser på træer, græder, spiller guitar, spiser forsvindende lidt, skriver i dagbogen, forsøger at sove.

Ved et tilfælde møder Betty en gruppe kvinder udklædt som fugle dén dag, en bombe springer i området. Hun hjælper med at redde en såret fuglekvindes liv og bliver sluset ind i det fjerklædte fællesskab efter mange prøvelser. Fuglekvinderne bor i et fascinerende, fandenivoldsk, antikapitalistisk, anti-patriarkalsk parallelsamfund på ”fabrikken”. I hal efter hal deles sovende om pladsen med børn, der spiller bold. På taget tager fuglekvindernes gartneri form som en anden slags verden. Skal en familie sættes på gaden, er kvinderne der straks; side om side demonstrerer og barrikaderer de med livet som indsats.

Betty raser og tuder, skammer sig og griner, søger, begærer og elsker. Hun er en foruroligende følelseskugle. Sammen med hende frygter jeg og lærer. Frygter og lærer.

Åh, at være et vildt dyr for tusindvis af år siden! Imens de mennesker, Betty falder for i Madrid, har dyretræk, kan hun kun elske én ”helt og aldeles ubetinget”, så det strømmer ud af siderne, nemlig muldyret Orwell (!).

Men menneskekærligheden er svær, og Betty vil ikke elske og miste føringen igen ... Hjertet og begæret vil ikke følges ad, så Betty må savne den manglende del i sit forhold til hhv. ”Den gule mand” – rig som et svin og konventionelt etableret – og den unge, aktivistiske kvinde Femke. ’Jertefloden’ er spækket med vilde detaljer i syrede scener, som hvor Betty og Femkes lift ud af byen udvikler sig til en gidseltagning, der toppes op med et selvmord. Eller som hvor fuglekvinderne får pip og nægter at tilkalde hjælp i det etablerede samfund, selvom det pludselig handler om liv eller død.

Parallelsamfundet i fabrikken, fællesskabet, husmøderne, målet om at være mere nænsom i verden minder om Solvej Balles Om udregning af rumfang bind 4. Den i undtagelsestilstanden udsprungne søgen efter et fællesskab langt væk hjemmefra leder mine tanker hen på Ingrid Nymos Kloster. Tre af de bedste nyere bøger om eksistens og udvikling.