Besættende og hjerteskærende roman om psykisk sygdom giver stemme til den pårørende, der står med tvivlen og ansvaret, mens vanviddet æder den elskede op.
Det kræver en dygtig forfatter at kunne skabe en roman, der giver sin læser hjertebanken igennem 500 sider. Det siger derfor meget om belgiske Lize Spits talent som plotmager, at det er præcis det, der sker i ’Jeg er her ikke’. Romanen er så spændende som en krimi – uden at være det, for der er ingen koldblodig morder eller store mængder blod, men blot menneskesindets skræmmende afkroge. Det er en meget velfortalt og gribende historie om ung kærlighed, traumer og vanvid.
Romanen fortæller i et isnende roligt tempo om, hvordan et ungt menneske går op i limningen. Indimellem krydsklipper Spit dog også til et spor, der foregår senere og tæller ned minut for minut til noget, vi først får afsløret på sidste side. Efterhånden som vi bliver klogere på situationen, begynder vi at kunne gætte med, og det er barske løjer.
Romanen følger Leo og Simon, der har været kærester i over 10 år og har et ekstremt tæt bånd. De har begge mistet deres mødre og oplevet en trist barndom, og i hinanden har de fundet den støtte og hengivenhed, der har gjort dem rimeligt velfungerende. Som der står i romanen (og er afbilledet på romanens forside), er de blevet som to skæve søjler, der holder hinanden oppe. Problemet er så bare, at hvis den ene vælter, gør den anden det også.
En sen nat kommer Simon hjem forvandlet til en manisk og megaloman fremmed. De næste måneder bliver hans opførsel mere og mere bizar, og hans gamle jeg, den mand Leo elsker, forsvinder for øjnene af hende. Hvad er det, der sker med ham? I stedet for hendes talentfulde, karismatiske og kærlige kæreste deler Leo nu hjem med en rastløs og paranoid mand, der bruger alle deres penge på sin nye forretningsidé.
Romanen gør et stærkt indtryk, fordi Leos erindring om deres tidligere tætte forhold er så rørende, og vi ser al hendes tvivl og mange forsøg på både at hjælpe sin elskede og dække over ham. ’Jeg er her ikke’ giver stemme til den pårørende, som må stå med en ødelæggende tvivl og et alt for stort ansvar, mens vanviddet æder en elsket op. Romanens store tragedie er, at Leo mister tilliden til Simon. Selvom Simon måske kan få hjælp af psykiatrien, er deres forhold forandret for altid, og noget stærkt er gået tabt. Kan noget andet vokse frem?
’Jeg er her ikke’ er næsten for meget for en sart sjæl som min, der ikke kan holde til at læse gys eller krimi – men også kun næsten. Lize Spit får læseren til at tro det værste om Simon, ligesom Leo efterhånden gør, men hun holder sig fra at skride over i det sensationelle eller makabre. I stedet har romanen efterladt mig blæst bag over og med svedige håndflader. Wow!
Kommentarer