Jeg er gråhvid

Desperate dagbogsnotater fra en mand der er steget på antabussen. Det gør ondt at læse Bjørn Rasmussen – også denne gang – men det er en smerte, jeg ikke vil være foruden.

Når jeg åbner en bog af Bjørn Rasmussen, hvilket jeg altid gør med glæde, har jeg vænnet mig til, at jeg må være forberedt på lidt af hvert. Og det skal forstås positivt. Både form og sprog kan med et populært, men måske også lidt intetsigende, udtryk kaldes eksperimenterende, og dette gælder i særdeles denne hans nyeste udgivelse, romanen ’Jeg er gråhvid’. Mest en slags dagbog, men også med enkelte korte dialoger indlagt, nogle breve fra mor Mimi samt tidligere håndskrevne ark. Og det er ikke for børn – for sådan et vil Jacob, Bjørns mand, nemlig gerne have. Med Maren. Hende, der var med til Sankt Hans.

Bjørn er gift med Jacob. Og Jacob vil gerne være far. Nu har Jacobs bekendte, Maren, spurgt, om ikke han vil være far til hendes barn. Det vil han gerne, og Bjørn indvilliger i projektet. Han vil jo så blive en slags papfar til det barn. Og skal man være far – uanset om det er en af pap – skal man også være ædru, så Bjørn indleder et om muligt endnu større projekt, nemlig at blive tørlagt. Hans dagbogsnotater begynder, da han går i gang med antabussen.

Det er sin sag for Bjørn at lade sprutten være – det siger sig selv. Selvom han indtager diverse psykofarmaka og ryger en hel del pot, er det ikke nok til at holde de indre dæmoner på afstand. Og det er i sandhed også et massivt opbud af dæmoner, han plages af. Panik og angst og paranoia og katastrofetankemylder bistået af selvmordstanker og drabs ditto, hvor han selv lige såvel kan være drabsmand som offer. Han er en voldsomt plaget sjæl, som nu i dén grad sætter alt ind på at få lidt styr på tilværelsen og dermed blive en bedre ægtefælle – og med tiden altså papfar. I hvert fald en anden udgave end den papfar, han selv havde som barn og ung, hvis spøgelse stadig hjemsøger ham fra tid til anden.

Den minutiøse dagbog, som også viser, hvad tid på dagen et stykke tekst er skrevet, indeholder både små hverdagstildragelser, dyb desperation, besøg hos læge, psykolog og psykiater og endelig stunder af stor poetisk skønhed. Bjørn skriver barskt, men også kærligt - især når det kommer til hans forhold til den elskede Jacob og til hunden Fiske og måske også til det endnu ufødte barn.

Ordene (og alt muligt andet) sprøjter fra forfatteren i en form for stream-of-consciousness, som matcher hans indre virvar og desperation perfekt.