En fin lille og meget poetisk romankollage om en kvinde og hendes tanker om forholdet til moren og til kæresten Morten. To mennesker, der fylder meget i den unge kvindes liv.
Mette Moestrup har tidligere udgivet tre digtsamlinger og to børnebøger. Denne gang har hun skrevet en romankollage, bestående af 68 brudstykker, der tilsammen udgør en fin lille fortælling om en ung kvinde og hendes forhold til familien og til kæresten.
Hovedperson og jeg-fortæller i ’Jævnet med jorden’ har lejet et rum til at tænke i. Et helt hvidt rum. Hun kalder det en boks. En hvid boks til at tænke nye, frie tanker i. Hun skriver ord på væggene i det hvide rum. Ord som en slags abstrakt over de tanker, hun tænker.
I rummet tænker hun over sit forhold til kæresten Morten. Et meget lidenskabeligt forhold, der udvikler sig mere og mere destruktivt igennem historien.
Men i særdeleshed tænker hun over sin mor og hele sin mødrene slægt. Allerede på første side bliver hovedpersonen nemlig ringet op af sin mor, som fortæller, at den gamle vandmølle, der har tilhørt morens slægt i generationer, er blevet jævnet med jorden. Efter oldemorens død 20 år tidligere har familien ladet vandmøllen forfalde. Så har de måttet sælge den, og de nye ejere har jævnet den med jorden.
Kvinderne i familien har altid været uløseligt forbundet med møllen, og nu er den der ikke længere. Det udløser en krisesituation og et opgør med fortiden.
De to historier løber parallelt igennem hele bogen; Morten og moren. Begge kæmper om vores hovedperson. Historien handler om at miste og slippe bindinger. Om at turde gøre sig fri og om at turde falde med åbne øjne.
Historien er god, og den bliver ekstra god, fordi Mette Moestrup er fantastisk til at jonglere med ordene. Det er i sandhed en digter, der åbner op for posen med ord. Læs f.eks. dette lille stykke om begæret til kæresten:
”Alene Mortens lugt kan gøre mig så liderlig, at det er ulideligt. Liderligheden passerer over i lidelse, som passerer over i mere liderlighed, og mere vil have mere, som man siger, eller begæret er og bliver umætteligt. Og jeg ved ikke … Gør kærligheden begæret begærligt og begæret kærligheden kærlig, eller gør kærligheden begæret kærligt og begæret kærligheden begærlig?”
Jeg må give 'Jævnet med jorden' min varmeste anbefaling!
Kommentarer