Tankevækkende, original og krævende roman der giver et enestående indblik i fascismens Trieste, krigens væsen og løgn og bedrag igennem tiderne.
Stort episk værk af den kendte italienske forfatter Claudio Magris. Den lille historie om mennesker, møder og skæbner sættes i perspektiv af den store historie om politik, krig, løgn og bedrag. En manisk samler af krigsvåben og udstyr fra alle tider er fundet død efter en brand i det krigsmuseum i Trieste, han har dedikeret sit liv til at opføre. Formålet med krigsmuseet er gennem sin dokumentation at virke som et fredsprojekt. Luisa er udpeget som kurator for museet, og hun skal, via de mange genstande og optegnelser, udforme en plan for museet. Hendes egen jødiske og afro-amerikanske baggrund spiller også med, når hun dykker ned i de mange historier om krig tog om fascismens og efterkrigstidens Trieste.
Historien rækker også tilbage til slavehandelen, Mexico i 1860’erne, Prag i begyndelsen af 1900-tallet og Polen under 2. Verdenskrig. Luisas overvejelser omkring formidlingen af de mange krigsvåben giver læseren et indblik i krigens væsen på godt og ondt. Der er sjældent tale om en enkelt genstand alene. Det hele er indbyrdes forbundet: geværløbet, aftrækkeren, kuglerne og hvem der har ejet våbnet, og hvordan det er havnet i museet. Der er usædvanlige sammenligninger med fx kampvogne som dinosaurer, og hvordan en kødædende kaktus agerer. Krigen er også i kroppen, hvor medicin som fx amerikansk olie udrenser de skadelige stoffer, ligesom Hitler ønskede jøderne fjernet ved at gasse dem.
Kuratoren Luisas personlige historie samler værket om Trieste, idet byen har levet en omskiftelig tilværelse under forskellige herredømmer. Hendes far var afro-amerikansk soldat, der blev udstationeret i Trieste efter 2. Verdenskrig, og blev gift med Sara, der var af jødisk slægt. Rismøllen i Trieste var ifølge romanen Italiens eneste dødslejr for jøder. Her omkom hendes mormor, men hvorfor og hvem stak hende? Samleren afskrev fra Rismøllens vægge navne, stikkere, udsagn, men alle noterne er forsvundet. Samleren var også vidne til, at det bedre borgerskab i Trieste indirekte samarbejdede med tyskerne om forfølgelsen af jøderne. Men efter krigen var tavsheden, løgnen og bedraget herskende, og der kom intet retsligt efterspil, som titlen henviser til.
Det er et stort originalt og velformuleret værk om Trieste, om krigens væsen og om menneskers rolle både som ofre og bødler, og ingen af rollerne er entydige. Man skal være forberedt på, at romanen tager tid at læse, fordi den springer i tid og sted og er fyldt med informationer. De mange digressioner kan i længden virke lidt trættende, men samlet set får man et helt usædvanligt indblik ved at se historien og det enkelte individ i nye sammenhænge og konstellationer.
Det undrer mig ikke, at forfatteren, der er født i Trieste i 1939, har fået mange priser for sit forfatterskab heriblandt de tyske boghandleres fredspris i 2009. Herhjemme er han bedst kendt for ’Donau’ (1990), der er en essayistisk rejseskildring og et hovedværk i europæisk litteratur.
Kommentarer