Anmeldelse
Institutionaliseret
I poetisk gadesprog fortæller Ansari om en kriminel løbebane, der formes og opløses af et menneske med en drøm om en bedre fremtid. Kulturchok for golfbanedanmark.
Jeg sidder med Haidar Ansaris bog 'Institutionaliseret' foran mig – en selvbiografisk digtsamling om et liv, hvor kriminalitet går hånd i hånd med skolegang. Kilet ind i den blå luft over et alment boligbygger fra 70’erne står der INSTI-TUTIO-NALI-SERET over fire linjer. Lige under følger det samme ord i en mindre skriftstørrelse. Med en vis undren over titlen bladrer jeg og møder den første og måske mest skelsættende institution i Ansaris liv – kvarteret.
I kvarteret trækker digtene sin læser igennem Ansaris første år – og fra legestuedigtet 'Hånd i hånd' til digtet 'Grundlovsforhør' vikler skæbnen sig om digteren. Den næste institution er gaden i kombination med en lang række sikrede institutioner, og endelig kommer fængslet ikke som nogen overraskelse.
Ansaris første 20 år er en løbebane direkte ind i mørket og kriminaliteten, men vel også de fordomme der så uretfærdigt rammer den almene indvandrer fra Mellemøsten og de ghettoer, vi har hørt så meget om i medierne. Men det er også et menneskeligt styrtløb tilbage til lyset, hvor digterstemmen, løsladt og livsklog, ”… tager afsked/ med den omgængelige djævel”. Netop dét må være den første årsag til, at bogen er vigtig.
'Institutionaliseret' taler både om en forværring og en forbedring af mennesket.
Den anden altoverskyggende årsag til, at 'Institutionaliseret' er en vigtig bog, er, at sproget kan flyve. Ansari skriver med en klar overlegenhed, som var han iført Moncler-jakke, sorte sneaks og guldkæder. Jargonen fra ghettoen, overklasseskolen og fængslet rammer han med et kolossalt overskud af energi og pitch, der er Yahya Hassan værdig. Den arv kan han i øvrigt ikke løbe fra, hvilket denne lille oplæsningsseance afslører.
Over 120 siders digtning blæses man som læser igennem en kort men vigtig livshistorie. Den fortæller om, hvordan det er at vokse op i Kvarteret, og dér er reglerne nogle andre end på villavejen. Haidar Ansaris bog er endnu et vidnesbyrd fra virkeligheden. Og selvom der er masser af disse historier, er det kun få, der når ud fortalt i en form, der kan røre et andet menneske, uden at det lukker af. Hassan kunne. Alexandre Nsoni gjordet sidste år med sin I Afrika fødes der ikke drenge, kun mænd, og Haidar Ansari gør det nu i 22, mens foråret lysner verden, der ellers har rigeligt mørke.
”når mit tastatur bliver ødelagt
vil ingen længere høre om os
planen var rigdom
resultatet er straffuldbyrdelse”
I poetisk gadesprog fortæller Ansari om en kriminel løbebane, der formes og opløses af et menneske med en drøm om en bedre fremtid. Kulturchok for golfbanedanmark.
Jeg sidder med Haidar Ansaris bog 'Institutionaliseret' foran mig – en selvbiografisk digtsamling om et liv, hvor kriminalitet går hånd i hånd med skolegang. Kilet ind i den blå luft over et alment boligbygger fra 70’erne står der INSTI-TUTIO-NALI-SERET over fire linjer. Lige under følger det samme ord i en mindre skriftstørrelse. Med en vis undren over titlen bladrer jeg og møder den første og måske mest skelsættende institution i Ansaris liv – kvarteret.
I kvarteret trækker digtene sin læser igennem Ansaris første år – og fra legestuedigtet 'Hånd i hånd' til digtet 'Grundlovsforhør' vikler skæbnen sig om digteren. Den næste institution er gaden i kombination med en lang række sikrede institutioner, og endelig kommer fængslet ikke som nogen overraskelse.
Ansaris første 20 år er en løbebane direkte ind i mørket og kriminaliteten, men vel også de fordomme der så uretfærdigt rammer den almene indvandrer fra Mellemøsten og de ghettoer, vi har hørt så meget om i medierne. Men det er også et menneskeligt styrtløb tilbage til lyset, hvor digterstemmen, løsladt og livsklog, ”… tager afsked/ med den omgængelige djævel”. Netop dét må være den første årsag til, at bogen er vigtig.
'Institutionaliseret' taler både om en forværring og en forbedring af mennesket.
Den anden altoverskyggende årsag til, at 'Institutionaliseret' er en vigtig bog, er, at sproget kan flyve. Ansari skriver med en klar overlegenhed, som var han iført Moncler-jakke, sorte sneaks og guldkæder. Jargonen fra ghettoen, overklasseskolen og fængslet rammer han med et kolossalt overskud af energi og pitch, der er Yahya Hassan værdig. Den arv kan han i øvrigt ikke løbe fra, hvilket denne lille oplæsningsseance afslører.
Over 120 siders digtning blæses man som læser igennem en kort men vigtig livshistorie. Den fortæller om, hvordan det er at vokse op i Kvarteret, og dér er reglerne nogle andre end på villavejen. Haidar Ansaris bog er endnu et vidnesbyrd fra virkeligheden. Og selvom der er masser af disse historier, er det kun få, der når ud fortalt i en form, der kan røre et andet menneske, uden at det lukker af. Hassan kunne. Alexandre Nsoni gjordet sidste år med sin I Afrika fødes der ikke drenge, kun mænd, og Haidar Ansari gør det nu i 22, mens foråret lysner verden, der ellers har rigeligt mørke.
”når mit tastatur bliver ødelagt
vil ingen længere høre om os
planen var rigdom
resultatet er straffuldbyrdelse”
Kommentarer