"I blinde" er en roman for den krævende læser med hang til eksperimenterende litteratur.
Jeg var godt klar over, at jeg kastede mig ud på dybt vand, da jeg begyndte på Claudio Magris’ roman "I blinde". Faktisk følte jeg også, at jeg famlede mig rundt i blinde i min iver efter at finde hoved og hale på denne usædvanlige og fascinerende fortælling.
Romanen er bygget op som én lang monolog. Den er dikteret til en båndoptager, fortalt til en doktor på Barcola Psykiatrisk Klinik af Salvatore Cippico i 1992. Det er Salvatores livshistorie eller hans livshistorier. For Salvatore kan ikke skelne sine egne erindringer fra Jorgen Jorgensens. De er flettet sammen og næsten umulige at skelne fra hinanden. Jorgen Jorgensen var en dansk eventyrer, født i slutningen af 1700-tallet. Det er erindringer fra København, Tasmanien, Italien og verdenshavene for slet ikke at tale om Dachau (nazistisk koncentrationslejr under 2. Verdenskrig), Goli Otok (koncentrationslejr for det kommunistiske Jugoslaviens politiske modstandere) og straffekolonien på Tasmanien, hvortil britiske straffefanger blev deporteret til i 1800-tallet.
Begge personer er historiske personer, som forfatteren har fundet biografier og andet materiale om. Tilfælles har Salvatore og Jorgen, at de har været politisk bevidste og rejst meget. Hav og skibe har haft en vigtig plads i deres liv. Og så har de lidt meget i nogle af de to århundreders værste afstraffelses/udryddelseslejre.
Det er ikke en lettilgængelig roman. Forfatteren leger lidt med tanken om en form for reinkarnation ved at lade de to personligheder være vævet så meget ind i hinanden, at de ikke kan skelnes fra hverandre. En sætning kan starte med at være om den ene person og slutte med at omhandle den anden person. Som læser famler man lidt i blinde. Helt sikkert en anderledes læseoplevelse.
Oversat af Hanne Jansen og Ole Jorn. Samleren, 2007. 374 sider.
Kommentarer