Norsk generationsklassiker er endelig udkommet på dansk. Til stor glæde!
Ingvild Lothes debut fra 2016 lægger med sin titel og forsideillustration tonen an til en digtsamling, som konstant bevæger sig mellem det grimme og det smukke. En vekselvirkning som både tematisk og stilistisk har banet vejen for, at den er blevet omtalt som en generationsklassiker.
Lothe har skrevet en digtsamling, som i et klassisk ”fra barn til voksen-tema" indkapsler ungdommen med sortsyn og eufori i et forfriskende sprog, der formår at ramme pubertetens ambivalens. Hun skriver med skam og vrede om at få fjernet barndommens uskyldige slør, at føle sig forkert i egen krop og at både hade og elske den magt, kønnet giver hende, hvilket giver digtsamlingen sin tyngde. Samlingen berører livets store og små spørgsmål og manifesterer sig i en stemme, der bærer på denne dobbelthed i sin rytme, der både er monoton og rastløs, det ene sted lyrisk og det næste direkte, som ungdommen, der leder efter sin tone i livet.
Jeget kæmper igennem digtsamlingen med at finde sin plads. Hun er træt og opgivende, men digtsamlingen bærer alligevel på et håb, der skinner igennem selvforagten og hadet, som bl.a. håbet om en gud og anerkendelsen af hendes udseende frembringer. Men selv her er der en tvetydighed. Jeget er konstant bevidst om den magt, det får tildelt i verden på grund af sit udseende, som fremstår kritisabelt i den værdi, det tillægges af samfundet, så selv det opløftende i livet bliver ramt af selvironi.
Digtsamlingen vækker både grin og vemodighed, fordi den i et fremragende ironisk sprog viser den unge kvindekrops absurde præmisser. Som når jeget leder efter sit selv i udfordrende tøj og sex, hun egentlig ikke har lyst, for i afmagt og vrede at kreere sit helt eget f*ck dig: ”cumshot lige i fjæset/selvfølgelig blev jeg sur/så jeg tog mig til ansigtet/samlede spermen mellem fingrene/og med teatralsk bevægelse/gned jeg hånden over hans pande/og hviskede simba.”
Samlingen løfter sig også til et samfundskritisk niveau. For på trods af at skildre ungdommens kvaler helt perfekt, er det med skildringen af kønnet og kødet i søgningen efter en tilpashed i kvindekroppen, Lothe skaber sin generationsklassiker – i kampen mod andres ejerskab over hendes krop og at finde sig tilpas i, at det er netop helt hendes egen: ”Der er ikke nogen reel forskel/på vaginalt samleje og abort/Undskyld mig,/men uanset hvordan man ser på det/er det bare en eller anden idiot/som pirker dig i skeden/med et ubehageligt redskab.”
’Hvorfor er jeg så trist når jeg er så sød’ er én af mine bedste læseoplevelser i år, fordi den skaber et helt fantastisk kontrastfyldt rum, hvor der er plads til at elske og hade sig selv og hele verden med, men uden at blive sentimental. Det er livet og hele dets følelsesregister, smukt båret frem af Lothes helt specielle tone.
Kommentarer