Hvor dejlige havfruer svømmer af Anne-Marie Mai et al. (red)

Sammenkoblingen af digt, billedkunst og akademisk analyse spiller godt sammen i denne krævende men spændende udgivelse, der er båret af begejstring og stor viden.

”Det var så dejligt ude på landet. Det var sommer. Kornet stod gult, håret gråt og gennem brillerne så man ud over de grønne enge”. Så underfundigt starter en ny tour i Bob Dylans digtning. ’Hvor dejlige havfruer svømmer’ er skrevet af en håndfuld danske forskere, der alle var til Dylan-koncert i Den Fynske Landsby en smuk juniaften i 2011. De nærmest svævede derfra i begejstring og aftalte i den forbindelse, at de ville skrive en bog om hans lyrik. Jeg gætter på, at det er professor i nordisk litteratur Anne-Marie Mai, der har støbt kuglerne. Hun har flere gange indstillet Dylan til Nobelprisen i litteratur. Nu får hun indskrevet Dylan i skandinavisk litteraturvidenskab. Det må dog give ham nogle point, når der igen skal indstilles kandidater.

Omdrejningspunktet i bogen er, at Dylans sange ikke bare kan reproduceres. De er nye, hver gang han spiller dem. Levende og åbne for nye fortolkninger. Proces frem for resultat. Som ”en intens og uforudsigelig tilstedeværelse i nuet”. Artikelforfatterne er alle tilknyttet Syddansk Universitet. Det er Heinrich Detering, Flemming G. Andersen, Christoffer Henneberg, Anders Thyrring Andersen og Anne-Marie Mai samt billedkunstneren Jørgen Bispelund Knudsen og lyrikeren Klaus Høeck.

Bogen er en mosaik af artikler med forskellige vinkler på Dylans poesi: Analyser, som med udgangspunkt i hver sin sang ser teksterne som eventyr, som ballade, som samfundssatire og sort humor eller trækker linjer til apokalyptisk og kristen modernistisk tangegang, til litteratur og eksistens og til kunstnerskikkelsen i forskellige fremtrædelsesformer.

Niveauet er højt med udtryk som narrative strukturer, hermeneutik og ikonoklastisk diskurs. Det er interessant læsning men kræver en indsats og en hel del kaffe til at holde de små grå på dupperne.

Derfor er det også velgørende, at der cirka midtvejs bydes på en helt anden vinkel med Dylan-portrætterne ’Nine Demolitions’ af billedkunstneren Jørgen Bispelund Knudsen og en digtsuite ’Dylan i landsbyen’ af lyrikeren Klaus Høeck. For mig indfanger de to tolkninger nok i højere grad Dylans sanselige, skæve, anarkistiske tilgang til tilværelsen. Men sammenkoblingen af digt, billedkunst og akademisk analyse spiller godt sammen, og jeg ville nødigt have undværet nogen af delene.

En krævende men spændende udgivelse båret af begejstring og stor viden. A tribute to Dylan. Som læser klapper man med.