Anmeldelse
Hvis man begyndte at spørge sig selv af Adda Djørup
- Log ind for at skrive kommentarer
16 sære, sjove, skæve og supervelskrevne noveller, der både bevæger og driller læseren.
Forsiden: Den kvindelige forfatter med kunstigt fuldskæg. Sådan noget pjat! Men alligevel faldt jeg i og gjorde, som denne novellesamlings titel indirekte foreslår; Jeg begyndte at spørge mig selv.
Hvis en roman er et bombefly, er noveller for mig små finurlige papirflyvere – nogle flyver højt og længe, andre falder hurtigt til jorden. Den sidste kategori er der jo ingen grund til at beskæftige sig med. Dog, jeg føler trang til at dissekere dem og finde ud af det, jeg ikke forstod.
Djørup har tidligere skrevet lyrik, så denne novellesamling er altså hendes prosadebut. Skrive kan hun. Så man bliver rundtosset. Det gør man også af geografien, vi er i sommerhus i Sverige, i København, i Italien og varmere steder. Øjeblikkene, menneskene og deres liv flimrer levende for øjnene. Man kan jo kun læse en ad gangen, novelle altså, men de hæger sig fast i én og giver ikke bare sådan slip. Som f.eks. titelnovellen, som bare er mærkelig. Punktum. En kvinde ifører sig falsk skæg og bevæger sig rundt med offentlige transportmidler. Pointen er ikke klokkeklar, måske driller Djørup helt bevidst sin læser, tænkte jeg mistænksomt og læste den to gange.
Den bedste novelle hedder A’s breve og bobler af substans og kunne sagtens have lettet som et bombefly. En søskendeflok roder i mors private sager og finder en bunke mystiske kærlighedsbreve fra elskeren A. Det ændrer deres syn på alt. Flere gange. Jeg forstod til min begejstring novellen allerede første gang.
En anden god novelle handler om spøgelser, og som Djørup skriver: "Spøgelser er én af de ting man skal have set for ikke at kunne tro det". Tænk lidt over det.
Er forfatteren rigtig velforvaret tænkte jeg, da jeg så bogen. Ja, kan jeg så svare, det er hun. Og hun må gerne skrive meget mere prosa, gerne lidt længere, så jeg nemmere kan forstå det, men også så man bliver i historien lidt længere.
På den inderste flap kan man i øvrigt se Djørup uden fuldskæg – hun er rigtig nydelig – og behøver ingen forklædning, men alligevel er jeg glad for, at hun gjorde det.
Samleren, 2007. 211 sider.
- Log ind for at skrive kommentarer
16 sære, sjove, skæve og supervelskrevne noveller, der både bevæger og driller læseren.
Forsiden: Den kvindelige forfatter med kunstigt fuldskæg. Sådan noget pjat! Men alligevel faldt jeg i og gjorde, som denne novellesamlings titel indirekte foreslår; Jeg begyndte at spørge mig selv.
Hvis en roman er et bombefly, er noveller for mig små finurlige papirflyvere – nogle flyver højt og længe, andre falder hurtigt til jorden. Den sidste kategori er der jo ingen grund til at beskæftige sig med. Dog, jeg føler trang til at dissekere dem og finde ud af det, jeg ikke forstod.
Djørup har tidligere skrevet lyrik, så denne novellesamling er altså hendes prosadebut. Skrive kan hun. Så man bliver rundtosset. Det gør man også af geografien, vi er i sommerhus i Sverige, i København, i Italien og varmere steder. Øjeblikkene, menneskene og deres liv flimrer levende for øjnene. Man kan jo kun læse en ad gangen, novelle altså, men de hæger sig fast i én og giver ikke bare sådan slip. Som f.eks. titelnovellen, som bare er mærkelig. Punktum. En kvinde ifører sig falsk skæg og bevæger sig rundt med offentlige transportmidler. Pointen er ikke klokkeklar, måske driller Djørup helt bevidst sin læser, tænkte jeg mistænksomt og læste den to gange.
Den bedste novelle hedder A’s breve og bobler af substans og kunne sagtens have lettet som et bombefly. En søskendeflok roder i mors private sager og finder en bunke mystiske kærlighedsbreve fra elskeren A. Det ændrer deres syn på alt. Flere gange. Jeg forstod til min begejstring novellen allerede første gang.
En anden god novelle handler om spøgelser, og som Djørup skriver: "Spøgelser er én af de ting man skal have set for ikke at kunne tro det". Tænk lidt over det.
Er forfatteren rigtig velforvaret tænkte jeg, da jeg så bogen. Ja, kan jeg så svare, det er hun. Og hun må gerne skrive meget mere prosa, gerne lidt længere, så jeg nemmere kan forstå det, men også så man bliver i historien lidt længere.
På den inderste flap kan man i øvrigt se Djørup uden fuldskæg – hun er rigtig nydelig – og behøver ingen forklædning, men alligevel er jeg glad for, at hun gjorde det.
Samleren, 2007. 211 sider.
Kommentarer