Sebastian Nathan debuterer med digte, der føler mere end de siger. En overlegen stilistisk debut og en leg med ligegyldigheden, som på samme tid både dræber og imponerer.
”det er næsten uden farver/ bare lys/ dis med en bøjning/ mod aften” står der i et af de første digte, og så er scenen sat. De knap 100 siders pastelindbunden digtsamling slentrer langsommeligt og tyst igennem København, hvor ”billederne lægger sig/ som en hånd/ over øjnene/ så man ikke kan se”. Det er grundstemningen i 'Honey Moon'. Eller måske snarere tonen i det lys, der skinner ud af hvert enkelt digt.
Samlingens anden grundtone er tabet af den anden. Det er en kendsgerning, der er konstant tilstede, men det bliver aldrig konkret. I stedet fornemmes det som ophold. Skyggen i lyset, pausen i tiden. En tanke der går i stå, eller måske et liv? Som samlingen skrider frem kommer der enkelte aften- og natdigte. Lyset falder, og tabet får karakter af erindring, indtil samlingen slutter på samme måde, som den begyndte – med to sorte sider.
I den ramme, som et døgn, en drøm, et liv, stråler 'Honey Moon' forsigtigt, ligesom den både sprogligt og stilmæssigt er en af de mest overlegne debuter, jeg længe har set. Lyssætningen er flot, ligesom legen med billeder og betydning er fin. Til gengæld ligger der i det stilsikre og nonchalante også en leg med ligegyldigheden, som på samme tid både dræber og imponerer. Ikke så mange udfald eller vildskab, men heller ikke så mange genialiteter.
jeg ser os inde i spejlet
ser at også vi
bare var et billede
alting er det samme
det ligner bare noget andet
bordet med kaffe og mælk
er vigtigt, ligesom vi er
Man kan sidde tilbage med en følelse af, at det måske er for behersket en debut. Vi får måske for lidt af digteren. Til gengæld kan læse bogen flere gange, og som man læser sig ned igennem dens lag, kommer man nærmere det sted, hvor bogens lys får skyggerne til af flakke omkring – som billeder eller måske rigtige mennesker.
Kommentarer