Anmeldelse
Højsangen fra Palermovej af Annette Bjergfeldt
Annette Bjergfeldts romandebut er en aldeles fremragende, vild, fabulerende og velskrevet roman om jagten på den store kærlighed.
Romanen tager os med til Palermovej på Amager, hvor vi gennem hundrede år følger en familie i tre generationer. ’Højsangen fra Palermovej’ er både sprælsk, fabulerende, morsom og til tider fuldstændig grotesk samtidig med, at den rummer hverdagsrealismen. Det er en roman om troen på den store kærlighed, som den er beskrevet i ’Salomons Højsang’. Her står der bl.a. ”Din elskov er dejligere end vin, dejligere end dine salvers duft… Dine læber er en skarlagensrød snor”.
Bogens fortæller er Esther, der foruden storesøsteren Filippa har tvillingesøsteren Olga. De er døtre af Eva og Jan Gustav. Hele fortællingen tager dog sin begyndelse, da morfar Hannibal møder den bittelille cirkusprinsesse Varinka i Sankt Petersborg i 1920. Det er kærlighed ved første blik fra Hannibals side, og da Varinka er en pragmatisk kvinde, gifter hun sig med ham, og det umage par flytter ind i villaen på Palermovej. Han er romantikeren, der vil fylde sit hus med kunst, musik, litteratur, bohemer og masser af børn, mens Varinka hellere vil spille på hunde på greyhoundbanen. De får kun et barn, den yndige Eva, og lever hver deres liv, men mødes dog i visse magiske øjeblikke.
Eva bliver stewardesse og møder svenske Jan Gustav i et fly. Det er kærlighed ved første blik for begge, og Jan Gustav bærer sin älskling på hænder hele livet. De slår sig ned på hans skærgårdsø, men da de får datteren Filippa, som har brug for hospitalsbehandling, flytter de ind hos Evas forældre på Palermovej. Den super intelligente Filippa bliver dog kun tyve år. Senere kommer tvillingepigerne Esther og Olga til. Esther er lidt klodset og har store fødder, hun har sans for farver og kæmper indædt for at blive anerkendt for sin specielle koloristiske kunst, mens Olga er smuk og graciøs og bliver operasangerinde.
Annette Bjergfeldt beskriver livet i villaen på Palermovej og relationerne mellem familiens medlemmer vanvittigt morsomt, til tider grotesk og til andre tider nærmest lyrisk. Esther og Olga leder konstant efter den eneste ene og den store kærlighed, som den er beskrevet i ’Højsangen’, mens de prøver brudekjoler i butikken Bella og overværer bryllupper i kirkerne på Amager. Mor Eva vil gerne dele sol og vind lige i sin kærlighed til sine døtre, men kommer ofte lidt galt afsted, som når hun siger til Esther: ”Filippa var jo en blændende begavelse, Olga er en sand femme fatale. Og du, du Esther…Du er altid bare så omsorgsfuld”.
Palermovej og Amager spiller en stor rolle i romanen, og det er ganske tankevækkende, at Italiensvej-kvarteret, som borgerskabet engang rynkede på næsen ad, i dag er blevet yderst attraktivt. Jeg kom flere gange til at tænke på Anna Grues bøger om Italiensvej, for selv om bøgerne er meget forskellige, er der også mange fælles iagttagelser.
Bogen er skrevet kronologisk med tilbageblik, således at de spørgsmål, der er opstået undervejs, bliver besvaret. Annette Bjergfeldt benytter sig af et helt utroligt malende billedsprog, og har nogle geniale iagttagelser af livet blandt mennesker. Det er ikke nogen klassisk feel-good-roman, men det er alligevel længe siden, jeg har følt mig så godt tilpas og har grinet så meget og så højt, mens jeg læste. Man kan sætte mange etiketter på Annette Bjegfeldt, nu også romanforfatter. Og hvilken romandebut!
Annette Bjergfeldts romandebut er en aldeles fremragende, vild, fabulerende og velskrevet roman om jagten på den store kærlighed.
Romanen tager os med til Palermovej på Amager, hvor vi gennem hundrede år følger en familie i tre generationer. ’Højsangen fra Palermovej’ er både sprælsk, fabulerende, morsom og til tider fuldstændig grotesk samtidig med, at den rummer hverdagsrealismen. Det er en roman om troen på den store kærlighed, som den er beskrevet i ’Salomons Højsang’. Her står der bl.a. ”Din elskov er dejligere end vin, dejligere end dine salvers duft… Dine læber er en skarlagensrød snor”.
Bogens fortæller er Esther, der foruden storesøsteren Filippa har tvillingesøsteren Olga. De er døtre af Eva og Jan Gustav. Hele fortællingen tager dog sin begyndelse, da morfar Hannibal møder den bittelille cirkusprinsesse Varinka i Sankt Petersborg i 1920. Det er kærlighed ved første blik fra Hannibals side, og da Varinka er en pragmatisk kvinde, gifter hun sig med ham, og det umage par flytter ind i villaen på Palermovej. Han er romantikeren, der vil fylde sit hus med kunst, musik, litteratur, bohemer og masser af børn, mens Varinka hellere vil spille på hunde på greyhoundbanen. De får kun et barn, den yndige Eva, og lever hver deres liv, men mødes dog i visse magiske øjeblikke.
Eva bliver stewardesse og møder svenske Jan Gustav i et fly. Det er kærlighed ved første blik for begge, og Jan Gustav bærer sin älskling på hænder hele livet. De slår sig ned på hans skærgårdsø, men da de får datteren Filippa, som har brug for hospitalsbehandling, flytter de ind hos Evas forældre på Palermovej. Den super intelligente Filippa bliver dog kun tyve år. Senere kommer tvillingepigerne Esther og Olga til. Esther er lidt klodset og har store fødder, hun har sans for farver og kæmper indædt for at blive anerkendt for sin specielle koloristiske kunst, mens Olga er smuk og graciøs og bliver operasangerinde.
Annette Bjergfeldt beskriver livet i villaen på Palermovej og relationerne mellem familiens medlemmer vanvittigt morsomt, til tider grotesk og til andre tider nærmest lyrisk. Esther og Olga leder konstant efter den eneste ene og den store kærlighed, som den er beskrevet i ’Højsangen’, mens de prøver brudekjoler i butikken Bella og overværer bryllupper i kirkerne på Amager. Mor Eva vil gerne dele sol og vind lige i sin kærlighed til sine døtre, men kommer ofte lidt galt afsted, som når hun siger til Esther: ”Filippa var jo en blændende begavelse, Olga er en sand femme fatale. Og du, du Esther…Du er altid bare så omsorgsfuld”.
Palermovej og Amager spiller en stor rolle i romanen, og det er ganske tankevækkende, at Italiensvej-kvarteret, som borgerskabet engang rynkede på næsen ad, i dag er blevet yderst attraktivt. Jeg kom flere gange til at tænke på Anna Grues bøger om Italiensvej, for selv om bøgerne er meget forskellige, er der også mange fælles iagttagelser.
Bogen er skrevet kronologisk med tilbageblik, således at de spørgsmål, der er opstået undervejs, bliver besvaret. Annette Bjergfeldt benytter sig af et helt utroligt malende billedsprog, og har nogle geniale iagttagelser af livet blandt mennesker. Det er ikke nogen klassisk feel-good-roman, men det er alligevel længe siden, jeg har følt mig så godt tilpas og har grinet så meget og så højt, mens jeg læste. Man kan sætte mange etiketter på Annette Bjegfeldt, nu også romanforfatter. Og hvilken romandebut!
Kommentarer