Uhyggelig svensk gyser om besættelse. Fortællingen er ekstra skræmmende, da den foregår på et plejehjem blandt skrøbelige gamle og demente. Han er god, denne svensker!
Mats Strandberg slog rigtigt sit navn fast som gyserforfatter med den vellykkede Færgen, og nu fortsætter han i samme spor og med tydelig inspiration fra sit store forbillede, Stephen King.
Den svenske forfatter har igen fundet det perfekte scenarie for sin gyser, nemlig det isolerede rum, hvorfra man ikke kan flygte, Ved ovenikøbet at lade den frygtede demenssygdom blive temaet, løftes historien op i et højere realistisk niveau. Kombinationen af socialrealisme og det overnaturlige fungerer fantastisk.
Joel vender efter 20 års fravær tilbage til sin lille svenske fødeby. Som outsider, homoseksuel og tilmed med et alvorligt stofproblem passede han ikke ind i samfundet, men nu er han kommet tilbage for at sørge for, at hans demensramte mor Monica bliver indlagt på det nærtliggende plejehjem, Fyrreskyggen.
Traumerne og særligt den uforløste afsked med hans bedste ven Nina plager stadig Joel, og det bliver bestemt ikke lettere af, at Nina faktisk arbejder på Fyrreskyggen. Gensynet med Nina og det svære ved at se moderen forsvinde ind i sygdommen bliver dog snart afløst af noget langt værre. Monica bliver hurtigt meget dårligere. Hun får nogle uforklarlige anfald og ser ting, som ikke er der. Er det demensen der bliver værre, eller er det i virkeligheden noget helt andet. Da hun imidlertid også begynder at sige forfærdelige ting om både Joel, Nina og de andre plejere, ting som hun overhovedet ikke burde have kendskab til, går det op for Joel og Nina, at noget ondt og uhyggeligt er på spil. De beslutter at tage kampen op mod det væsen, eller hvad det nu er, der har besat Monica.
Demens er en frygtelig sygdom, som alle frygter, og derudover er det at være på et plejehjem i dag vel kun beregnet for de allermest syge og svagelige. Døden er således af forklarlige grunde altid nærværende, men ved at henlægge handlingen i en gyser til netop et plejehjem rammer Strandberg således det allermest skræmmende.
Selvfølgelig er der tale om en spændingsbog, men plejehjemmet og forholdene der, beboerne og Joel og Nina er alle skildret med stor indlevelse og forståelse, og det løfter gyset op til meget mere end blot banal underholdning.
Stephen King ville have været stolt.
Kommentarer