Tankerne flyver af sted i romanen Hjem, hvor Tahar Ben Jelloun udfolder en eftertænksom og tankevækkende historie om at finde sig selv og sin plads i både tilværelsen og i verden.
For alle os, der kun er vokset op i ét land og med én kultur, kan det være svært at sætte sig ind i, hvordan det er at skulle navigere i to kulturer. Det giver Tahar Ben Jelloun et tankevækkende indblik i med bogen Hjem, hvor han netop problematiserer begrebet 'hjem'. For hvornår skal man holde fast i sin egen kultur og hvornår skal man tilrette sig den kultur, man bor i. Og hvad er et hjem?
Romanen lader os møde Mohammed, der netop har afsluttet sin aftenbøn, og bliver overfaldet af tankerne om at skulle pensioneres – eller personeres, som han kalder det. Han har det svært med overgangen fra at være i arbejde til at skulle være pensionist. Nok har han bare været en del af samlebåndet på Renault-fabrikken, men hvad er man så, når man ikke går på arbejde.
Mohammed ankom fra Marokko til Frankrig som efterspurgt gæstearbejder i 1960. Mohammed er muslim, men for ham er islam ikke bare en religion, det er også moral, kultur og identitet. Han har et godt, men stiltiende forhold til sin kone; helt efter traditionerne, siger han selv. De har fået fem børn, som har tilrettet sig den franske og vestlige kultur på hver deres måde. En søn er gift med en spanier, mens en datter er gift med en italiener. En anden søn kalder sig Richard i stedet for Rachid, og han har sammen med den sidste søn opgivet gymnasiet, og begge arbejder som ufaglærte i provinsen. Mohammed har derfor store forhåbninger til den yngste datter, at hun vil drive det vidt, og ære og respektere ham.
Mohammed bruger islams traditioner som retningslinjer, hver gang han møder noget vestligt. Han fortæller om forskellige situationer fra disse 40 år i Frankrig. Situationer som viser, hvordan Mohammed har håndteret at navigere i en anden kultur end hans egen; oftest har han protesteret, men i sidste ende stiltiende accepteret situationen. Det blev på et tidspunkt en lidt negativ oplevelse for mig at læse om disse situationer, som for mig bekræftede diverse kendte fordomme, hvilket jeg synes er beklageligt. Men så huskede jeg mig selv på, at jeg sidder som en kvinde i et vestligt land og læser en roman skrevet af en marokkansk mand. Hvem ved – hvis Ben Jelloun havde gjort Mohammed til en veluddannet mand, som kunne argumentere og sige fra, kunne jeg måske bedre have accepteret Mohammeds vilje til at forblive den, han er.
For at udfylde sin nye tilværelse tager Mohammed tilbage til sin landsby i Marokko og bygger et hus, der kan rumme hele familien. Hans håb er at samle hans børn om sig igen, at de skal blive en familie efter marokkanske traditioner. Men kan det lade sig gøre? Børnene er jo opdraget i vesten efter marokkanske og muslimske leveregler, og er ikke som ham.
Sproget i romanen er tankernes sprog; det flyder derudaf og der er ikke mange punktummer. Jeg er selv en meget tænkende person, og har stor forståelse for hvilken betydning tanker har for oplevelser, både før, under og efter, men til tider generede sproget mig.
Jeg er overbevist om, at det ikke er nemt at komme til et land og en kultur, som er meget anderledes end det man er vokset op med, men da Mohammed ikke gør det store oprør og så stivnakket tror på, at traditionerne er til for det gode og for at blive holdt fast i, bliver det en trist skæbne.
Originally published by DinnaM, Litteratursiden.
Kommentarer