Saša Stanišić har skrevet en fremragende roman om herkomst og relationer på baggrund af sin opvækst som flygtning i Tyskland.
Sasa må som stor dreng flygte med sin mor til Tyskland fra den jugoslaviske borgerkrig. Senere støder faren til, og Sasa vokser op blandt andre flygtninge og udkantsunge på parkeringspladsen ved ARAL-tanken i udkanten af Heidelberg.
Som titlen antyder, kredser bogen om HERKOMST. Pludselig oplevede Sasa som alle andre i det tidligere Jugoslavien, at det, der i årtier havde været af mindre betydning, blev altafgørende. At de naboer, der før havde været irriterende eller venner, først og fremmest blev serbere, kroatere eller bosniere. Altså at deres Herkomst blev afgørende, definerende og blodig alvor.
Bogen er en reaktion på dette – en intelligent, varm og humanistisk reaktion. Det er en fortælling om opvækst og familie, om hjemstavn og om at finde et hjem i et andet land – men mest af alt handler den om Sasas relationer til venner, familie og især sin bedstemor. På den måde møder læseren en masse menneskeskæbner og levede liv. Det bliver tydeligt – ja, han siger det også direkte – at det vigtigste ikke er Herkomsten. Det er ikke den, der skaber dig, men derimod alle de relationer, du indgår i – både de flygtige og de dybe.
Sasa har en dyb relation til sin bedstemor og får knyttet bånd til hendes hjemegn, hvor hans egen far er vokset op, men på spørgsmålet om han ikke snart flytter hjem, svarer han mildt: ”Til Tyskland? Det er der, jeg har mit hjem.”
'Herkomst' er ikke en barsk beskrivelse af et traumatiseret liv som flygtning. Det er en suveræn og vedkommende skildring af, hvordan man ikke er, men altid er ved at blive og at identitet blindt knyttet til herkomst uhyggeligt nemt kan blive en dødvægt og hindring for at være i livet.
Kommentarer