Ægte britisk agenthistorie, med en køn og hurtigtænkende pige i hovedrollen. Forfatteren var efterretningschef, og en uortodoks en af slagsen, så hun ved, hvad hun snakker om.
Hovedpersonen i Stella Rimington historie er Liz Carlyle, ansat i efterretningstjenesten. Læserne har tidligere mødt hende i "Udsat" fra 2005.
Læserne præsenteres her for en helt almindelig ung kvinde. Hun er single, (-nej ingen sex, de ER jo britiske), hun er utrolig omhyggelig med sit arbejde, som foruden lidt spænding, faktisk også omfatter en del rutineresearch, og chefen er rar. Der er heller ikke så forfærdelig meget vold i hendes almindelige arbejdsbeskrivelse. Man får helt lyst til at blive spion.
Liz får i denne historie et tip fra en kontakt om en kommende terroraktion i Storbritannien. Hun bliver dog lidt skuffet, da hun flyttes over på en anden opgave, der går ud på at afsløre ’en sovende muldvarp’ et sted i efterretningstjenesten - en muldvarp, som IRA hvervede for 15 år siden, men så kom freden jo… Muldvarpen skal dog findes, men undervejs går det op for hende og hendes nye unge assistent, Peggy, at der er en eller anden mystisk forbindelse til den aktuelle terrortrussel.
Det er en af de mest fredelige agenthistorier, jeg længe har oplevet. Forfatteren tager sig tid til at forklare detaljer, vi er også med på et bekymret besøg hos Liz’ mor, der skal på hospitalet og have fjernet en knude. Og moderen har for resten fået en dejlig, hvid og langhåret kat, der fælder på gæsternes tøj.
Vi får hverdagens små og store tilskikkelser med i billedet ved siden af skildringen af den igangværende sag om unge, rastløse islamiske knægte og deres kun alt for aktuelle fremmedgørelse overfor samfundet. Liz regner selvfølgelig ud, hvem der er muldvarpen, hendes fornemste færdigheder er vist omhu og intuition, slutningen er da også pænt spændende og har ingen løse ender.
Baggrunden for ’muldvarpens’ handlemåde viser sig at findes i hans personlige traumer og ikke i politiske ekstremer.
Historiens lidt omstændelige og ikke altid lige letløbende fortællemåde er min eneste anke mod en ellers fin bog i agentgenren. En bog, der er så rolig og næsten uden blodsudgydelser, at den kan foræres til ens bogelskende gamle (mor)mor, for ikke at tale om alle bibliotekernes ’sultne’ bogen-kommer-’kunder’
Kommentarer