Coupland har gjort det igen: han har taget nogle af tidens STORE SPØRGSMÅL: liv, død, Gud, formål med det hele... og lige givet dem en tur i centrifugen.
Startscenen er en Columbine High-massakre, og hvad den gør ved udvalgte hovedrolleindehavere og resten af deres liv.
Coupland kan noget ganske specielt med essayformen, korte afsnit, hvor han tegner/skildrer/maler/skriver et billede frem på nethinden hos læseren. Han gjorde det fx også i ’Polaroider fra de døde’ (1997). I ’Hej Nostradamus’ er udgangspunktet en voldsom og tragisk hændelse, skolemassakren på Colombine High. Han lader den foregå på en canadisk skole i 1988, og romanen har skikkelse af 4 store afsnit; 4 essays, hvor 4 personer med tilknytning hertil fungerer som jeg-fortællere.
Bogen lægger ud med Cheryl. Hun er 17 år, medlem af en nykristelig gruppe, er i al hemmelighed blevet gift med sin kæreste. Ellers kunne de jo ikke gå i seng med hinanden. Og så er hun gravid.
Hendes fortælling har et lidt specielt udgangspunkt, hun er netop blevet skudt og er på vej væk fra denne verden. Beretningen om amerikansk/canadisk highschoolmiljø og de moralske og religiøse/fundamentalistiske strømme, der sætter så dybt et præg, er meget interessant.
Så springer vi 11 år frem. Cheryls mand/kæreste, Jason, er fortælleren, og igen bliver de store spørgsmål taget op med denne skarpe og dybt hjerteskærende ironi, som Coupland mestrer.
Jasons rolle, da han ene mand stopper massakren, hvordan billedet bliver vendt 180 grader mod ham, er en af bogens næsten mytiske tragedier.
Bogens 3. fortæller er Heather, der i 2001 forelsker sig i Jason. Også hun jager sandheden og finder den vel også, selvom der ryger nogle illusioner.
Jasons far er slutfortælleren, han er det nærmeste, vi kommer en religiøs galning, han tager virkelig skriftens ord bogstaveligt og må indse, hvordan det har frataget ham liv og familie.
Det lyder sort i sort: ’hvordan skulle Gud kunne eksistere og samtidig tillade al verdens ondskab’, er nok essensen. Men det, der gør bogen så levende at læse - og bemærk her, ikke livsbekræftende, for dét er den ikke - det er, at figurerne lever og ånder og fungerer!
I min bevidsthed har jeg nærmest mødt Couplands figurer, jeg føler, jeg kender disse mennesker indgående. Han kan skrive, så det er en ren uforfalsket læsefornøjelse, kan han!
Oversat af Svend Ranild. Borgen, 2004. 230 sider. Kr 299,-
Kommentarer