Et smukt og malerisk portræt af den helt unikke Heida, som er fårebonde, miljøaktivist og digter, og som helt bevidst har fravalgt mand og børn.
Steinunn Sigurdadóttir har skrevet en forunderlig moderne saga om islandske Heida Ásgeirsdóttir. Det er Heida, der er bogens fortæller, og hen over et år beretter hun om dagens gang på gården og sin rolle som fårebonde og miljøaktivist, samtidig med at hun ser tilbage på sit liv, som det har formet sig indtil nu, hvor hun i 2016 er 38 år gammel. Som så mange islændinge er Heida dog også digter, og hendes yndlingsforfatter er Halldór Laxness, ikke nødvendigvis for handlingen i hans bøger, men for sproget.
Heida er den yngste af sin mors fem døtre. Moren får Stella, Astá og Arndis med sin første mand Sveinur, og da han dør, gifter hun sig med hans bror Asgeir, som hun får døtrene Fanney og Heida med. Da Heida kommer til verden, er hendes søstre vilde med de populære bøger om Heidi, og derfor kommer hun til at hedde Heida. Slægten bor på gården Ljótarstadir, som har været beboet siden det 12- århundrede, og moren insisterer på at tale om slægten, ikke familien. Søstre flytter fra gården, og Arndis dør som ung, så det bliver Heida, der overtager gården efter sin far. Hun kunne have fået en karriere som model, men vælger tilværelsen som fårebonde, og det vigtigt for hende, at hun er bonde, ikke bondekone.
Ud over det hårde slid som fårebonde er Heida også aktiv i miljøbevægelsen og kæmper imod, at der skal opføres et kraftværk i området. Heida overkommer det utroligste, måske fordi hun med sine egne ord er en planlægningsnørd, og da hun bliver opfordret til at stille op for De venstregrønne, accepterer hun, selv om hun ved også, at hun må have nogen til at hjælpe på gården, mens hun er politiker. Heidas har et statement, hvori hun udtaler, at landbrug og natur hænger uløseligt sammen, at bonden kan takke naturen for alt, og at han derfor har et større ansvar for at beskytte og forsvare naturen end andre. Haidas kamp mod kraftværket kommer på mange måder til at ligne den kamp, som kvinden Halla udkæmper i Benedikt Erlingssons forunderlige film ’Kvinde på krigsstien’ fra 2018. Island har i sandhed stærke kvinder!
Bogen er opdelt i fire afsnit: Sommer, efterår, vinter og forår og er skrevet som en slags dagbog, hvor nogle kapitler har dato og år, mens andre mere er erindringsglimt og tilbageblik. Vi får et både et indblik i årets gang med lys og mørke og en fortælling om livet på en gård langt ude på landet i det barske og smukke Island.
Sprogligt er der mange underfundigheder og et malende billedsprog, som da Heida beskriver en embedsmand med ordene: ”En vandkæmmet kontornusser fra Reykjavik med et slattent håndtryk”. Det er en bog, jeg ville ønske, jeg kunne læse på originalsproget for at få alle sproglige finesser med, men den er nu også smuk i Mette Fanøs oversættelse.
Kommentarer