William Sidis' perfekte liv af Morten Brask

Tankevækkende, litterær fantasi over geniet William James Sidis´ liv - formodentlig verdens mest intelligente - og ensomme menneske.

Forpligter intelligens eller kan man være for klog til at leve sammen med andre? Det kommer jeg til at tænke på, når jeg læser ”William Sidis´ perfekte liv”. William Sidis´ IQ lå mellem 250 og 300, den højeste intelligens registreret nogensinde. Alligevel løste han ikke gåden om kræft, han opfandt heller ikke internettet eller mobiltelefonen. I virkeligheden var han lykkeligst alene og ville bare være i fred.

Morten Brask har skrevet en roman om William Sidis, som levede fra 1898 til 1944 i USA. William Sidis var et geni; han kunne læse, inden han fyldte to år, lærte sig selv græsk og latin, da han var tre, og blev student som 8-årig efter kun 12 uger i gymnasiet.

William var et vidunderbarn, og på mange måder gjorde hans forældre det ikke let for ham. Man kan vel nærmest sige, at de udsatte ham for et eksperiment. Moren var uddannet læge og faren underviste i psykologi på Harward. De var af den mening, at William var helt almindeligt kvikt barn, at det blot var fordi, de stimulerede ham til at bruge sin hjerne, fra han var baby, at han blev så intelligent. Men de syntes ikke, han skulle bruge tid på at lege, og de opfordrede ham ikke til at lege med andre børn. På den måde blev William Sidis en meget anderledes og meget ensomt barn. Og på den måde blev det sociale liv for altid svært for ham.

I forordet til 'William Sidis´ perfekte liv' fortæller Morten Brask, at han har fundet inspiration til romanen i bøger, artikler og breve, skrevet af Sidis selv. Ligesom han har læst datidige avisartikler og en biografi af Amy Walace.

Dette faktuelle stof har forfatteren i den grad formået at gøre levende. Romanen er virkelig velskrevet og både interessant og tankevækkende at læse. Jeg får så ondt at den lille kloge dreng, der aldrig får lov at være dreng. At skille sig ud fra mængden kræver enorme ressourcer af et menneske, og William James Sidis havde i virkeligheden aldrig lyst til at skille sig ud. Den historie fortæller Morten Brask på fineste vis!