Sympatisk men desværre også lidt kedelig roman om en ældre herres pilgrimsrejse gennem England for at besøge en gammel ven, der ligger for døden.
Harold modtager en dag et brev fra en gammel kollega, Queenie Hennessy. Hun skriver, at hun er ved at dø af kræft og vil sige farvel, og med en resoluthed, der aldrig før er set hos Harold, skriver han til Queenie og beder hende om at vente. Og så begynder den ældre herre at gå - uden ordentligt overtøj, mobil eller solide sko, nærmest besat af tanken om, at så længe han går, så længe vil hun leve.
På rejsen møder han en masse mennesker, der på hver sin måde ændrer ham. Og vandreturen sætter en masse tanker i gang - har han været den far, han burde have været? Har hans kone, Maureen, nogensinde elsket ham? Skal resten af hans liv være gentagelse på gentagelse? Men mest af alt indser han, at han altid har været en passiv tilskuer til sit eget liv.
Harold vokser og tager ansvar for sit liv, og som læser er det svært ikke at holde af denne lille, undseelige mand. Rejsen fra det sydligste England og over 800 km stik nord er en vidunderlig tur gennem et landskab så engelsk, som vi kun ser på film.
Bogen er Rachel Joyces debutroman, og den er vældig godt skrevet. Det kammer dog også over rent sprogligt, når vi fx hører om bakketoppe, der bliver til guld mod solopgangen osv. Sådanne passager bliver simpelthen for sødladne og svulstige for min smag. Ja, der er kønt i England og ja, Harold har været ude for en stor sorg, men det bliver også bare alt for meget med al den skønhed.
Jeg ville gerne sige, at jeg knuselskede denne næsten for dejlige bog, men den er simpelthen for rar til mig. Jeg er derimod slet ikke i tvivl om, at romanen har et kæmpepublikum, hvor det at læse noget gennempositivt og rart er et must. For mig bliver det lidt kedeligt. Beklager.
Kommentarer